Op mod 100.000 demonstranter i mindst ni forskellige byer landet over krævede tirsdag bedre velfærd
De sendte en helt klar besked til Fogh og hans regering på Folketingets åbningsdag: Uanset hvad du finder på at bruge af skældsord om os, står vi fast og kræver en ordentlig velfærd til børn, unge, ældre og alle andre.
Demonstrationerne var størst i de byer, hvor ansatte og borgere kæmper mod kommunale nedskæringer.
Arbejderen bringer stemningsbilleder og pluk fra de mange taler.
Er det demokrati, når spareforslag bliver produceret af økonomer og jurister hen over hovedet på almindelige folk? Er det demokrati, når en borgmester går til valg på mere velfærd, og så praktiserer det modsatte, så snart han er valgt? Nej! Demokrati er ikke at sætte sit kryds og lade politikerne om resten. Demokrati er ægte folkestyre.
Klaus Grundahl, Aktive Forældre i Århus
Når borgmestrene ikke kan finde ud af at sige fra overfor regeringen, er det fantastisk at se, at forældre og pædagoger tager sagen i egen hånd. Forældre og pædagoger har gjort et kæmpestort og rigtig flot stykke arbejde for at vise, hvad velfærdsforringelserne betyder for børnene.
Stinna Ryom Jensen, Studenternetværket 'progressiv'
De bliver ved med at påstå, at kommunerne har fået flere penge. Men jeg gider ikke høre på alle deres tekniske udredninger og mellemregninger. For os, der står her, ved hvad resultatet er på bundlinien: Nemlig at der bliver skåret dramatisk ned i velfærden.
Stine Skogberg, De Pædagogstuderendes Landssammenslutning
VC-regeringen, som i stor udstrækning består af mangemillionærer og svinebaroner, svinger den økonomiske pisk over landets kommuner og regioner.
Haps, siger finansminister Thor Pedersen samtidig med at han fryder sig over, at Danmark er så rigt et land, at vi snart kommer til at eje hele verden. Det hænger jo ikke sammen. At skære ned på velfærden til børn, unge og ældre samtidig med at statskassen bugner, er ikke et velfærdssamfund værdigt.
Kristian Gaardsøe, formand FOA Aalborg
Vi ved at Danmark har råd til en fælles og solidarisk velfærd - vi ved, at der er råd til både fremragende forhold for de ældre og gode skoler til de små. Vi ved at der både er råd til legepladser og gode institutioner til de psykisk syge.
Rosa Lund, formand Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
Hver gang de bilder os ind, at vi sparer i skat, så koster det jo dobbelt i forhold til selvforsikringer og private betalingsordninger. Dem med de mindste indtægter kommer dermed til at betale dobbelt i forhold til de velbjærgede. Det mærker vores medlemmer i 3F - og vi siger stop nu!.
Karsten Kollerup, regionskonsulent 3F Nordjylland
Som pædagogstuderende oplever vi, at vi fremover skal bruge vores uddannelse som parkeringsvagter og ikke som gartnere i pædagogiske væksthuse.
Lars Grenå, De Pædagogstuderendes Landssammenslutning
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278