15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rapport fra en blokade

Rapport fra en blokade

Torsdag, 05. oktober, 2006, 00:00:00

Der er så megen velvilje for vores sag, at man kan blive helt høj af det, siger Jesper Egholm. Han står forældreblokade på tredje uge

De sidder blokadevagt på tredje uge nu. Forældrene fra skovbørnehaven Skovtrolden i Klostergade, midt i Århus.
Indgangen til børnehaven er blokeret af en slidt grøn sofa. Oven over sofaen hænger det sirlige vagtskema. Her kan man se, hvem der har blokadevagten, to ad gangen i to timer ad gangen.
I dag er det Rikke Tidemann og Jesper Egholm, der sidder i sofaen.
På spørgsmålet om, hvorfra forældrene får kræfterne til at fortsætte blokaden i så lang tid, siger Jesper:
- Der har jo udviklet sig en helt særlig kultur rundt om den her grønne sofa, som giver en masse energi.
- Vi har skabt et meget stærkt sammenhold, både blandt forældrene og i forhold til personalet. Og det vil også betyde, at den her børnehave vil være en helt anden, når engang forældreblokaden er forbi, forudser Jesper Egholm.
Rikke Tidemann er en af de forældre, der har taget vagter hver eneste dag.
- Det er klart, at nogle har bedre muligheder end andre for at tage en tørn. Jeg er arbejdsløs, og har kunnet give den en skalle, fortæller Rikke.
- Det samme har de forældre, der er studerende. Men faktisk har de forældre, som skal møde på arbejde hver dag, også været meget flittige til at komme et par timer om morgenen eller om eftermiddagen.
Nogle steder har blokaderne ført til uenigheder blandt forældrene.
- Det har vi slet ikke haft noget af, fortæller Rikke.
- Ved den sidste afstemning i torsdags, var der 22 forældre, der stemte for fortsat blokade, seks var imod og seks var neutrale.
Hun slår fast, at de forældre, der er imod blokade, er enige i at afvise nedskæringerne. Og de har været med i alle de andre aktiviteter, forældrene har lavet, som høringssvar og foretræde for økonomiudvalget.
- De respekterer fuldt ud, at de er i mindretal. Det er simpelthen forældre, der ikke kan blive ved med at se sig ud af de praktiske problemer med børnepasningen, forklarer Jesper.
- Vi har været meget omhyggelige med, at alle kunne komme med deres mening. Og at der skulle være respekt også om de, der falder fra blokaden. Derfor kan jeg sige helt sikkert, at der bliver ingen negative eftervirkninger her, tværtimod.
Han bekræfter dog, at de har hørt om tilfælde andre steder, hvor forældre er mødt op og har insisteret på at trænge gennem blokaden for at aflevere deres børn.
- Det er klart, at så kan der være nogle skår, der skal klinkes, siger Jesper.
Vi bliver afbrudt af en forbipasserende, der kommer forbi med en kæmpe pose snolder til blokadevagterne og deres børn.
Olivia på fire år dukker op fra et tæppe for at se på sagerne.
- Der er så megen velvilje for vores sag, så man kan blive helt høj af det, siger Jesper tankefuldt.
- Så kommer de ældre fra pensionistcentret ved siden af, for at give os et skulderklap. De er jo også ramt af nedskæringer. Og så kommer Kirkens Korshær med kager til os. Vi fik også besøg af det lokale diskotek en dag, der gerne ville støtte os, fortæller han.
- Pludselig bryder solidariteten, viljen til at forsvare det fælles igennem. Som en forældre sagde den anden dag: Jeg er sgu helt stolt af at være århusianer, fortæller Jesper.
- Folk er blevet politiske igen. Jeg tror ikke, at de glemmer det her. Det vil kunne ses ved næste folketingsvalg. Socialdemokratiets stillingtagen er også blevet meget mere klar. Det står klart, at de ikke grundlæggende repræsenterer noget andet. Det sender helt sikkert mange vælgere på vandring, forudser Jesper.
- Jeg kender personligt tre, som har meldt sig ind i SF indenfor de sidste par uger, i protest over det, der sker, falder Rikke ind.
På spørgsmålet om, hvor længe de vil blive ved, siger Rikke:
- Jeg ved det ikke. Men hvis forliget ikke kommer af bordet, må vi selvfølgelig på et tidspunkt finde andre metoder til at kæmpe videre.
For det er hårdt at organisre forældreblokade.
- Farmor kom forbi derhjemme i går. Hun fik et helt chok. Det hele flød, der var ikke gjort rent eller vasket op i over en uge, fortæller Jesper.
- Men så tog hun affære, og vi fik varm aftensmad, glæder han sig.
- Ja, byens pizzariaer har da kronede dage, slutter Rikke tørt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. okt. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland