Offentlige arbejdsgivere afviser deltidsansattes ønske om at komme på fuld tid. Deltid er et spareinstrument, påpeger sygeplejerådet
Mere end hver syvende kan ikke få opfyldt ønsket om et fuldtidsjob.
Det viser en ny undersøgelse lavet af FTF, hovedorganisation for 450.000 funktionærer og tjenestemandsansatte.
Ud af 1.227 adspurgte, der arbejder mindre end 37 timer, svarer 15 procent, at deres arbejdsplads ikke giver mulighed for, at den aftalte arbejdstid kan sættes op. Det er især pædagoger og ansatte i sundhedssektoren, der får nej fra arbejdsgiveren.
En opgørelse fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) viser, at der i øjeblikket er omkring 1.100 ubesatte sygeplejerskestillinger. Næstformand, Grete Christensen, er utilfreds med, at så stor en del af de deltidsansatte ikke har mulighed for at få en aftalt arbejdstid på 37 timer. Især fordi mange af dem alligevel arbejder mere end aftalt.
- Deltidsstillinger er blevet et spareinstrument for arbejdsgiverne. Når arbejdsgiveren indkalder en medarbejder til at arbejde flere timer end ellers, så kaldes det merarbejde, når det er under 37 timer. Og prisen på merarbejde er billigere end på overarbejde, som betales efter den 37. time, siger Grete Christensen til Resonans.
Også pædagogernes forbund BUPL mener, der skal være bedre muligheder for at få et job på fuld tid. BUPL kender især til problematikken i SFO`erne med begrænset åbningstid.
- Lønnen er ikke fyrstelig høj, så det mindste arbejdsgiveren kan gøre er at give dem, der ønsker et fuldtidsjob, 37 timer, siger formand Henning Pedersen.
Danmarks Statistik har opgjort antallet af deltidsansatte, der ønsker et fuldtidsjob, til 102.000.
- Det er grotesk, at der bliver råbt på ledige hænder, samtidig med at mere end 100.000 ikke kan få lov til at arbejde på fuld tid, konstaterer Jørgen Arbo Bæhr, Enhedslistens arbejdsmarkedspolitiske ordfører.
Han vil tage problematikken med i de kommende finanslovsforhandlinger som et argument for at få flere penge til kommunerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278