15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Verdens skrappeste pensionslov

Verdens skrappeste pensionslov

Fredag, 06. oktober, 2006, 00:00:00

Lovudkast, der skal virkeliggøre det såkaldte Velfærdsforlig, vil føre til at Danmark får verdens skrappeste pensionslov, fastslår økonom Henrik Herløv Lund

- Forligspartierne har talt om et historisk forlig. Jeg vil kalde det en historisk forringelse af pensionssystemet i Danmark. Der er intetsteds i verden indført en så skrap levetidsindeksering, hvor al forlængelse af levealderen udelt lægges over på arbejdslivet.
Det siger økonom Henrik Herløv Lund om det lovudkast om forringelse af efterløn og folkepension, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har fremsat.
- Når den nye lov er slået helt igennem, vil der i løbet af en relativ kort årrække ske det, at det gennemsnitlige otium vil blive indskrænket fra en fjerdedel til en femtedel af levetiden, forklarer Henrik Herløv Lund.
- Men levetiden for dem med de laveste uddannelser er omkring tre år lavere end for dem med de højeste uddannelser. Og det er en forskel, der vokser. I de sidste ti år er den øget med 0,2 år. Men loven tager kun hensyn til gennemsnittet, derfor vil de mest nedslidte få et kortere otium, forklarer Henrik Herløv Lund
Levetids-forskellen mellem højt- og lavtuddannede er særlig stor for kvinder. Det er blandt andet derfor, at FOA, hvor 70 procent af medlemmerne er kortuddannede kvinder, er et af de fagforbund der har taget skarpt afstand fra denne del af velfærdsforliget, forklarer FOA`s formand Dennis Kristensen.
- Vi er helt grundlæggende modstander af, at man hæver efterlønsalderen, før vi har en dokumenteret effekt af den arbejdsmiljøindsats, der også er en del af forliget. Altså dokumentation for, at væksten i uligheden i levealder ikke blot er stoppet, men at gabet også indskrænkes.
- Når det er sagt, så mener vi også, at forligspartierne har svigtet de forudsætninger, de selv stillede op, nemlig at der både skulle være et forlænget arbejdsliv og et forlænget otium. Nu tager de det hele til et forlænget arbejdsliv, tilføjer FOA`s formand.
FOA er ikke blandt høringsparterne. Kun hovedorganisationerne, på FOA`s område LO, er blevet bedt om et høringssvar.
- Vi forventer, at LO`s høringssvar ikke er sammenfaldende med vores holdning. Derfor vil vi naturligvis udarbejde og indsende et uopfordret høringssvar. Ja, du kan jo også kalde det et uønsket høringssvar, siger Dennis Kristensen til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. okt. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland