15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Vi vandt debatten

- Vi vandt debatten

Lørdag, 07. oktober, 2006, 00:00:00

Strejkerne i Århus er slut. Men arbejdet genoptages under protester, og de tusinder, der har været i aktion, lover at fortsætte protesterne med andre midler

Fra på mandag vil der igen blive passet børn i Århus.
Det besluttede pædagoger, pædagogmedhjælpere og dagplejere fredag efter en måned med daglige aktiviteter mod nedskæringer på 410 millioner kroner i 2007.
- Det er under store protester og i dyb utilfredshed med det budgetforlig, der nu er vedtaget, udtaler aktionsgrupperne for pædagoger og pædagogmedhjælpere.
Beslutningen blev taget dagen efter, at 28 ud af 31 byrådspolitikere stemte for budgetforliget uden så meget som at ændre et komma.
Selv om det ikke lykkedes at få nedskæringerne af bordet, så er det på ingen måde en slagen flok, der går i arbejde igen, i byen hvor det hele begyndte.
- Vi har vundet en vigtig sejr. Den politiske dagsorden er ændret på under en måned. Nu diskuterer hele Danmark virkeligheden, og talmagikerne er blevet uinteressante. I dag snakker ingen længere om, at 'Danmark kan købe hele verden', men om hvorfor overskuddet på statsfinanserne ikke bruges ude i kommunerne, så der ikke skal skæres i velfærden, lyder det i en pressemeddelelse.
Heraf femgår det også, at målet for de tusinder af offentligt ansatte stadig er at få åbnet budgetaftalen og få vedtaget et nyt budget, der ikke betyder nedskæringer.
Presset på politikerne skal øges. Det skal ske gennem et samarbejde mellem pædagogerne, medhjælperne og dagplejerne og deres faglige organisationer.
På et møde for samtlige tillidsrepræsentanter den 13. oktober skal der vedtages en plan for, hvordan aktionerne kan fortsætte i Århus, og for hvordan der kan opbygges et samarbejde mellem de midtjyske byer og på landsplan.
- Hvis det, der begyndte i Århus, fortsætter, kan vi ændre styrkeforholdene i dansk politik afgørende. Alle partierne både i kommuner, regioner og i Folketinget ved nu, at næste valg kun kan vindes, hvis velfærden forbedres.
- De offentligt ansatte og det store flertal af borgere kan ikke længere tryllebindes af tal og snak om kvalitet. Nu blivere det virkelighedens billeder, der taler, og ordene skal ikke blive til at misforstå. Det begyndte i Århus. Og vi fortsætter! slutter udtalelsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland