- Vi sidder i lange rækker med hænderne bundet. Mens vi sidder der, ser jeg flere der får tæsk - ikke bare med knipler, men også med slag og spark, selvom de sidder helt passivt uden at kunne røre sig

Den søndag skulle den 15-årige Ida Juhl Frederiksen have siddet hjemme og skrevet dansk stil.
Men hun bliver overtalt af sine venner og sin kæreste til at tage med til Reclaim the Streets demonstration til fordel for Ungdomshuset på Jagtvej i København.
Ida er kommet i huset igennem et par år.
- Det er et rart sted at være. Ikke kun til festerne men også til hverdag, fortæller Ida, der tit kigger forbi det økologiske folkekøkken. Desuden spiller hendes kæreste og flere af hendes venner hård rock i husets øvelokale.
Derfor vil hun gerne vise, at hun støtter huset. Demonstrationen starter godt.
- Der er en god stemning. Folk er glade og danser til den høje musik fra højtalervognen, beretter Ida.

Demonstration
Da demonstrationen når halvt over Dronning Lousies bro i slutningen af Nørrebrogade på vej ind mod byen, kan de se, at den anden side af broen er fuldstændig spærret af på tværs af hollændervogne og kampklædt politi.
- Vi beslutter at sætte os stille og roligt ned og fortsætte festen. På et tidspunkt begynder vi at gå tilbage ad Nørrebrogade.
På vej tilbage mod Ungdomshuset bliver der kastet noget maling på Netto og politiet begynder at jagte demonstranterne. Ida fortæller:
- Vi løber rundt i gaderne. Pludselig aner jeg ikke hvor jeg er. Jeg er bange og går i panik. Jeg bliver væk fra min kæreste og venner. Der er politi i alle sidegader. Enkelte kaster nogle sten og flasker efter politiet. Men andre i demonstrationen griber straks ind for at stoppe dem. Men politiet går amok og begynder at slå vildt omkring sig med deres knipler. Jeg forsøger at løbe, men demonstrationen bliver lukket inde af politiet.

Arrestation
- Politiet får os til at sætte os ned. Jeg skynder mig at sætte mig ned og se meget fredelig ud. Vi bliver sat i 'futtog' på en lang række. Vi får at vide at klokken er 17.12, og at vi er anholdt. Jeg tænker for hvad? Selvom nogle enkelte har kastet med et par sten og flasker skal hele demonstrationen ikke straffes. Jeg er rystet. Vi har ytringsfrihed. Jeg har ret til at gå til demonstration uden at blive anholdt.
- Vi kan ikke røre os. Vi sidder i lange rækker med hænderne bundet. Mens vi sidder der, ser jeg flere der får tæsk - ikke bare med knipler men også med slag og spark, selvom de sidder helt passivt uden at kunne røre sig. En betjent går fem meter hen for at slå en demonstrant, der sidder ned! En pige der er mindre end mig ligger på jorden med fire betjente ovenpå. Et knæ trykker hendes hoved i asfalten. Det ser ud som om hun er besvimet, så betjentene rusker i hende!
- Jeg sidder bare midt i det hele og føler afmagt. Jeg bliver stadig meget træt i hovedet, når jeg tænker på det.

Kørt i bus
På et tidspunkt bliver de unge - med fuld udrykning - kørt til politistation Bellahøj. Her sidder de unge i den grønne politibus i en time, uden at få lov til at tisse eller få vand. Herefter køres de til stationen i Valby. Her sidder de endnu en time i bussen, og venter. Herefter sker der noget:
- Vi føres ned i P-kælderen. Her sættes vi igen i futtog. Mens vi sidder der, kommer seks motorcykelbetjente. De gasser op og kører midt ned imellem de to rækker vi sidder i. Den sidste betjent sparker ud efter folk og er få centimeter fra at ramme, fortæller Ida.

14 i en celle
Så bliver de unge ført op på stationen.
- Jeg bliver bedt om tømme mine lommer og tage mine sko og min hættetrøje af, så jeg ikke kan hænge mig i snorene. Jeg har kun en undertrøje på indenunder, så den må jeg stå i. Det er ikke særlig rart.
Kort efter fører en betjent Ida ind i celle syv, hvor der i forvejen sidder ni andre piger. Inden længe er den lille celle fyldt op med 14 piger.
- Vi forsøger at få lov til at komme på toilettet, få vand og ringe til vores forældre. 'Senere', svarer betjentene konstant. Der er ikke plads til, at vi alle kan ligge ned. De fleste må sidde på gulvet. Der er meget koldt at sidde på det grå betongulv op ad den grå betonvæg. Det er et meget sørgeligt sted. Man kan se, hvordan fugten samler sig ude i siderne, og der er ikke særlig meget ilt.

Anholdt i ti timer
Ida er vidne til, at én af pigerne går i panik: Hun må hverken ringe til hendes lillebror, som er alene hjemme, eller få lov til at tage en af sine antidepressive piller som politiet har taget fra hende.
Først klokken to om natten ringer politiet til Ida`s mor og fortæller, hvor hendes datter er.
Kort efter afhører politiet Ida. Selvom hun er under 18 er der ikke en forælder eller en anden voksen fra de sociale myndigheder til stede.
Klokken lidt over tre om natten - efter at have været anholdt i ti timer - får Ida endelig lov til at gå.