Siden juli er mellem 80 og 90.000 afghanere drevet på flugt af NATO`s og USA`s Operation Medusa i det sydlige Afghanistan
- Jeg har mistet alt i kampene. Mit hus er ødelagt under luftangrebene, og mine to elskede brødre har mistet livet.
Det siger den 40-årige Bibe Gula, som er blandt de mange afghanere, som er blevet drevet på flugt i september måned af NATO`s Operation Medusa, skriver FN`s nyhedsbureau IRIN.
Med operationen forsøger NATO at udrydde Taleban-oprørere fra landets sydlige provinser.
IRIN mødte Bibe Gula i Panjwais basar, hvor hun stod sammen med andre flygtninge og ventede på at få hjælp fra regeringen. Bibe Gula kommer fra landsbyen Zangawat omkring 30 kilometer vest for byen Kandahar.
Ifølge FN`s Flygtningehøjkommisariat (UNHCR) har kampene tvunget omkring 15.000 famillier på flugt siden juli måned i år. UHNCR er dybt bekymret for flygtningene, som tæller mellem 80.000 og 90.000 mænd, kvinder og børn i de tre sydlige provinser Kandahar, Uruzgan og Helmand, hvor de danske soldater befinder sig.
- Tusinder af mennesker har behov for husly, idet mange af deres huse er blevet ødelagt eller jævnet med jorden under kampene og de mange luftbombardementer, siger Agha Mohammad Nazar, som er vicedirektør flygtninge i Kandahar.
Selv om både FN`s Verdensfødevareprogram, UNHCR og UNICEF har sendt fødevarer, tæpper og telte til områdets mange flygtninge, er det ikke nok.
- Det er så svært selv at finde et brød, så mine fem børn kan overleve. Jeg har været her tre gange, men fik hverken mad eller telt. Regeringen giver kun hjælp til dem, som er indflydelsesrige, men ignorerer de virkelig fattige og dem, som har brug for hjælp, siger den 35-årige enke Zarghona.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278
















