13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enhedslisten og Liste T støtter

Enhedslisten og Liste T støtter

Lørdag, 14. oktober, 2006, 00:00:00

Enhedslistens hovedbestyrelse opfordrer sine medlemmer til at støtte Arbejderens abonnementskampagne. Og Liste T i Langebæk skaffer ti abonnenter

Som tidligere omtalt i Arbejderen blev der sidste lørdag afholdt støttefest for avisen hos Bygge-, Jord- og Miljøarbejderne i København. Det betød ikke bare et frisk pust til Arbejderens økonomi, men også en række nye initiativer til hjælp til abonnementstegningen.

Enhedslistens opfordring
For eksempel modtog festdeltagerne denne udtalelse fra Enhedslistens hovedbestyrelse:
'Den borgerlige regering forsøger, gennem nedskæring af portostøtten, at ensrette nyhedsformidling. Det har især ramt fagblade og små aviser, der ofte er kritiske over for regeringens politik. Dagbladet Arbejderen er et af disse blade. I øjeblikket gennemfører avisen en kampagne for at skaffe nye abonnenter, der er afgørende for, om den fortsat kan udkomme.
Enhedslisten er ikke enig i Dagbladet Arbejderens politiske linje, men vi mener der er brug for bladets kritiske røst, og dets funktion som videreformidler af alternativ oplysning om hvad der sker i bevægelserne. Hovedbestyrelsen opfordrer Enhedslistens medlemmer til at støtte Arbejderens kampagne for at skaffe det fornødne antal abonnenter.'

Gave fra Sydsjælland
Kjeld Christensen fra Kalvehave på Sydsjælland leverede den næste støtteerklæring.
Ved årsskiftet bliver den lokale liste, Socialistisk Valgforbund Langebæk, på Sydsjælland nedlagt. Den lokale tværsocialistiske liste fik ikke stemmer nok til at fortsætte i den nye storkommune, som er en sammenlægning af fire kommuner.
Derved forlader Kjeld Christensen byrådet, hvor han har repræsenteret Liste T i ni år. I den forbindelse har lokallisten, der består af socialister, kommunister og mere anarkistiske folk, besluttet at støtte Arbejderens abonnementskampagne ved at bevilge 4.000 kroner til Arbejderen.
De 4.000 kroner bliver givet i form af abonnenter. Listen forærer ti seks-måneders abonnementer til fagforeninger på Sydsjælland og Lolland-Falster.
- Vi er ved at diskutere hvem der skal have de ti abonnementer. Det skal jo helst være folk, der fortsætter med at abonnere på Arbejderen, når de seks måneder er gået, siger Kjeld Christensen til Arbejderen.
Arbejderen har altid været en god støtte for den socialistiske lokalliste, påpeger han. Især ved aktuelle kampe, som blandt andet listens kamp mod Proms Kemiske Fabrik, er den blivet brugt.
- Vi har brugt den og delt den ud i vores lokale arbejde. Der er den god, siger Kjeld Christensen.

Bornholm tæt på
Samlet set er der kommet 18 nye abonnenter i de seks udvalgte kredse i løbet af den sidste uge. Det betyder, at tempoet er gået lidt ned. Det skal op igen, hvis målet på i alt 508 abonnenter i de seks kredse skal nås inden nytår. I alt er der kommet 201 nye abonnenter i løbet af de seks uger kampagnen har varet, et virkelig flot resultat.
Der skulle være mulighed for snart at få Bornholm i mål, her mangler kun tre nye abonnenter.
Du kan også hjælpe Arbejderen ved at tegne gaveabonnementer eller dele materialer ud. Du kan tegne abonnementer ved at kontakte abonnementsafdelingen på 35 35 17 87 eller via mail på abonnement@arbejderen.dk
Tak til alle, der har hjulpet med at løfte abonnementstallet i den forløbne uge!


Nye portoregler
Folketinget har omlagt reglerne for portostøtte til dagblade. Det betyder, at det bliver dyrere at få bladene sendt ud af Post Danmark.
Dagblade kan søge støtte til udbringning i en særlig avispulje, som Folketinget har oprettet.
Men for at kunne få støtte skal Arbejderen i seks ud af 11 bladkredse have et abonnementstal svarende til en promille af husstandene.
Den 2. september manglede Arbejderen 508 abonnenter for at kunne opfylde det mål. Derfor har avisen igangsat en abonnementskampagne for at nå målet inden nytår, hvor de nye regler træder i kraft.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. okt. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland