Først blev Tjekkiets kommunistiske ungdomsforbund KSM forbudt. Nu er kommunistpartiet i Albanien truet af forbud
For to uger siden forbød EU-landet Tjekkiet det kommunistiske ungdomsforbund KSM, fordi det vil arbejde for at erstatte den private ejendomsret til produktionsmidlerne med kollektiv ejendomsret.
Sagen er blevet rejst overfor den danske justitsminister Lene Espersen af Enhedslistens Rune Lund. Han mener, at forbuddet er et principielt angreb på organisations- og ytringsfriheden i et land, der som Danmark både er medlem af EU og af Europarådet.
Men justitsministeren vil tilsyneladende ikke stikke næsen i denne sag.
'Jeg kan oplyse, at jeg ikke har nærmere kendskab til den omtalte tvangsopløsning, herunder til de forhold, der måtte ligge til grund herfor. Jeg finder derfor ikke at kunne udtale mig nærmere om sagen', skriver Lene Espersen til Rune Lund.
Svaret er utilfredsstillende, mener Rune Lund.
- Det er dovent, at hun ikke undersøger sagen, fordi den er så principiel. Hvis jeg var justitsminister, ville jeg da undersøge sagen, siger Rune Lund til Arbejderen.`
- Det er bekymrende, at et EU-land og et medlem af Europarådet forbyder en politisk organisation, bare fordi det går ind for kollektiv ejendomsret. Det gør jeg jo også.
Rune Lund frygter, at myndighedernes forbud mod det tjekkiske ungdomsforbund, der ikke har foretaget kriminelle handlinger, kan være en farlig glidebane i Europa, selvom det ikke indfører politistaten her og nu.
- Men man skal være opmærksom på de små skridt hen ad vejen, så vi ikke vågner op til noget meget ubehageligt om 20 år.
Derfor kan Lene Espersen kan forberede sig på flere spørgsmål. Rune Lund agter nemlig at spørge ministeren, om hun vil sætte sig ind i sagen og forholde sig til den.
- Den danske regering er nødt til at handle på denne sag.
Sagen bør helt sikkert rejses i Europarådet, der holder øje med den demokratiske udvikling og menneskerettighederne.
- I sidste ende kan sagen ende for Menneskerettighedsdomstolen, mener Rune Lund.
Tjekkiet er ikke det eneste land, der har indledt en heksejagt på kommunister. I Albanien har et af de ekstreme højrefløjspartier stillet lovforslag om at forbyde landets kommunistiske parti og kriminalisere hele partiets historie.
De to sager får nu Rune Lund til at henvende sig til Udenrigsministeriet for at bede embedsmændene undersøge hvilke europæiske lande, der har indført et generelt forbud mod kommunistiske partier eller mod kommunistiske symboler og hvilke lande, der har indført forbud mod specifikke partier.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278