20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommuner holder rammen

Kommuner holder rammen

Lørdag, 28. oktober, 2006, 00:00:00

Det store spørgsmål bliver dog, om kommunernes stramme budgetter for 2007 kan holde i virkelighedens verden

I går kunne en glad finansminister Thor Pedersen bekendtgøre, at det er lykkedes at få kommunerne til at overholde den stramme økonomiske ramme, som regeringen har lagt ned over dem for 2007.
Resultatet var imødeset med spænding, efter flere ugers massive strejker og protester mod nedskæringer, landet over. Men et flertal af de lokale byrødder ville altså hellere tage en konfrontation med borgerne, end lægge sig ud med Thor Pedersen.
Det virkelige spøgsmål bliver dog, hvorvidt kommunerne er i stand til at overholde de meget stramme budgetter, som de selv har lagt for 2007.
Således viser en ny undersøgelse, at otte ud af ti kommuner lægger urealistiske budgetter, som de i praksis ikke er i stand til at overholde.
- Kommunerne bruger rent faktisk flere penge på serviceydelser, end budgettet siger, forklarer Tim Jeppesen. Han er direktør for det nye evalueringsinstitut, Krevi, der netop er oprettet til at holde kommunerne i ørerne.
Meget tyder altså på, at slagsmålet med Thor Pedersen blot er udsat til senere.
Men i torsdags stod Erik Fabrin, formand for Kommunernes Landsforening, last og brast med regeringen:
- Hold nu op med at klynke. Vær glad for det samfund, I bor i, og for den service, der bliver leveret, sagde Erik Fabrin ifølge Berlingske Tidende.
- Der er nogen, der synes, at servicen kunne være højere, og sådan er det jo altid. Hvis man får et stykke smørrebrød, der er højt belagt, så kunne det jo godt være endnu højere belagt, sagde Fabrin.
- Det går over min forstand, at KL`s formand kan kalde de protester, som har runget ud over Danmark for klynk, lyder det fra Henning Pedersen, der er formand for BUPL.
- Jeg har ikke hørt nogen forlange mere pynt på smørrebrødet. Men blot, at rugbrødet ikke bliver skåret endnu tyndere næste år.
- Det kan godt være, at KL og finansministeren er lettede over, at aftalen er overholdt, men dem, der rammes af nedskæringer, sidder stadig med problemerne, fastslår Henning Pedersen.
Hvis kommunerne overskrider de indgåede budgetter, har finansministeren beføjelser til at skære i kommunernes bloktilskud.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. okt. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland