Et hårdt parlamentsvalg og en afstemning om EU-forfatningen venter i horisonten. Ny årsplan skal holde komitéerne i form
Der var stor enighed blandt de 200 deltagere på Folkebevægelsens landsmøde i Århus i weekenden: To hovedtemaer skal det næste års tid sætte unionsmodstanden på dagsordenen: 'Få EU af mit køleskab' lyder overskriften, der skal sætte lup på hvordan EU påvirker vores dagligdag - lige fra kræftfremkaldende stoffer i maden, undergravning af økologi-mærket og som murbrækker for gensplejsede varer.
Herudover vil Folkebevægelsen koble EU til de mange lokale nedskæringer på velfærden - og ramme direkte ned i den aktuelle debat om den velfærd, som tusindvis af mennesker flere gange i år er gået på gaden for at forsvare. Konkret skal der i samarbejde med især fagbevægelsen sættes fokus på arbejdskraftens fri bevægelighed og servicedirektivet.
Selvom Folkebevægelsen sætter gang i sine egne kampagner, vil modstanderne ikke glemme, at EU arbejder i kulisserne på en ny forfatning. Demokratikampagnen skal gøde jorden for en bredere folkelig front, som skal sikre, at vi vinder den kommende folkeafstemning.
- EU står ikke stille. EU arbejder hele tiden på at tage nye initiativer og undergraver vores selvstændighed. Det sørger de 30 udvalg og over 300 hemmelige komitéer i EU-systemet for. Og grænserne rykkes hele tiden. Ifølge Amtsrådsforeningen har EU 230 gange (2001-tal, red.) grebet ind i vores behandlende sundhedssystem, selvom sundhed formelt skulle ligge uden for EU`s kompetence. Derfor må vi selvfølgelig også arbejde imellem afstemningerne, fastslog Tue Sylvest fra Odense.
Også Amager opfordrede til at trække i arbejdstøjet, selvom der ikke lige nu er en konkret dato for en afstemning eller valg til EU-parlamentet.
- Vi skal overveje, hvordan vi kan skabe en politisk bevægelse udenfor Folkebevægelsen, som ruster os til folkeafstemningen om EU-forfatning 'light' eller hvilken form forfatningen nu tager. Demokrati-spørgsmålet blev brugt som samlingspunkt sidste gang vi vandt afstemningen. Demokrati er vores fællesnævner, som også appellerer til de borgerlige vælgere vi har brug for, opfordrede Carl-Aage Jensen fra Amager-komitéen.
De kommende aktiviteter skal gøre det muligt at sikre 250 ekstra medlemmer. Det er helt nødvendigt at holde bevægelsen i form. I 2009 venter nemlig et parlamentsvalg. Hvis de to nye medlemslande, Rumænien og Bulgarien, optages, får Danmark ikke 14 men derimod kun 13 pladser i parlamentet. Det betyder, at Folkebevægelsen mod EU skal hive 50 procent flere stemmer hjem, hvis modstanden fortsat skal være vagthund i EU-systemet.
Skal den mission lykkes, må der trækkes på alle kræfter. Derfor besluttede landsmødet at styrke samarbejdet med de unge i Folkebevægelsens Ungdom mod EU. De unge tog forskud på samarbejdet og invaderede lørdag landsmødet. Udklædte som pirater uddelte de skattekort: Følger du de unges kort finder du vejen til velfærd - og den går udenom EU.
mogo@arbejderen.dk
Ny ledelse i Folkebevægelsen mod EU
Rina Ronja Kari
Jesper Morville
Michael Johnson
Ditte Staun Munch Ledet
Kjeld Richter-Mikkelsen
Martin Christensen
Lis Jensen
Kathrine Klok Due
Karina Rohr Sørensen
Niels Eriksen
Hans Hansen
Eva Hallum
Povl Kristensen
Henning Mortensen
Sven Skovmand
Tue Sylvest
Thorkil Sohn
Gustav Sieg Sørensen
Lars Østergaard Møller
Luise Hemmer Pihl
Gitte Thomsen
Suppleanter:
Jens Topsøe-Jensen
Henrik V. Olsen
Finn Hermann
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278