Arbejdsmarkedets parter skal ikke finansiere uddannelse, mener den afgående formand for El-forbundet
Erik Andersson, formand for Dansk El-forbund, har været på grådens rand. Det indrømmede han foran 245 delegerede samlet til kongres i Aalborg.
- Vi har igennem lang tid overværet, grådige erhvervsledere skovle millionbeløb i svimlende størrelser ind på deres private konti. Her indtager Henning Dyremose en synlig førsteplads, med en bonus på næsten 100 millioner kroner ved salget af TDC. Jeg fik næsten tårer i øjnene, da han forsvarede dette røveri med, at nu fik hans familie endelig råd til det sommerhus, som han havde knoklet for i 40 år, faldt ordene fra talerstolen med slet skjult ironi.
Bemærkningen handlede om de forestående overenskomstforhandlinger. Det fremgik tydeligt, at forbundsformanden har fuld forståelse for medlemmernes højeste ønske om mere i løn.
Til gengæld fik Erik Andersson luft for sine mange betænkeligheder ved at inddrage uddannelse i overenskomstforhandlinger.
- Vi har i modsætning til flere andre forbund allerede i dag en begrænset overenskomstsikret ret til deltagelse i efteruddannelse. En ret, som vi har betalt for, og som vi ikke vil betale for igen.
- Vi risikerer at åbne Pandoras æske, hvor staten over tid vil frigøre sig fra sit nuværende økonomiske ansvar og overlade det til arbejdsmarkedets parter at finansiere uddannelserne, sagde forbundets formand.
- Om vores skepsis er begrundet afhænger i sidste ende af, under hvilken form en mulig aftale bliver indgået, og samtidig må vi erkende, at hvis de øvrige LO-forbund økonomisk begunstiger deres medlemmer ved deltagelse i kurser, så må vi naturligvis også sikre vores medlemmer en tilsvarende rettighed, lød det fra Erik Andersson.
Kongressen fortsætter til og med i morgen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278