12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dødsulykke kostede en månedsløn

Dødsulykke kostede en månedsløn

Fredag, 03. november, 2006, 00:00:00

Trods en klokkeklar overtrædelse af arbejdsmiljøloven kostede det kun Persolit en bøde på 25.000 kr., at en stilladsarbejdet blev dræbt under arbejdet

af Hans Brinkmann
Mandag den 14 marts 2005 blev den sidste dag i stilladsarbejder N.P`s liv. Den 61 årige var som sædvanlig cyklet til arbejdet på Danisco i Grindsted, hvor han havde arbejdet i mange år. Han var en del af 'familien', som direktøren senere forklarede til den lokale avis. Men han var ansat i entreprenørselskabet Persolit, som laver stilladsarbejdet på Danisco.
Sammen med en makker, som var under oplæring og fungerede som 'skaffer' var han i gang med at bygge et stillads på første sal i et kedelrum. Rummet var domineret af fem huller, hvor der tidligere havde stået kedler. Det største hul var knap fire gange tre meter. Stilladset var under opbygning direkte over et mindre hul, hvor et bræt på tværs af gulvet fungerede som gulv for et stilladsben.
Hullerne var ikke skærmet af eller dækket til.
Kvart over ti om formiddagen gik det galt. Skafferen var på vej hen efter en ny sektion, N. P er i gang med at montere på stilladsets tredje dæk, da det pludselig braser sammen i den ene ende. Stilladsarbejderen styrter først ned på næste dæk, men fortsætter faldet og rammer kanten af det store hul i gulvet, inden han fortsætter gennem hullet ned på næste etage. Et fald på godt otte meter, som dræber ham på stedet.

Alle regler overtrådt
Arbejdstilsynet konstaterede efter ulykken, at stilladset var opbygget af mange defekte dele. Flere af rækværkerne var bundet med ståltråd, fordi de ikke passede til stilladset. Stilladser var ikke stillet vandret, det buede op midtpå. Ifølge Arbejdstilsynet var det årsag til ulykken, fordi afstanden mellem stilladsrammerne voksede jo højere stilladset blev, derfor blev stilladsdækkene ikke låst forsvarligt til rammen og det førte til at stilladset brød sammen. De defekte stilladsdele udgjorde en stor risiko for sammenstyrtning, vurderer tilsynet.
Et strakspåbud fra Arbejdstilsynet krævede de defekte stilladsdele fjernet og hullerne i gulvet dækket, inden arbejdet kunne genoptages.
Arbejdstilsynet indstillede senere til politiet, at der skulle rejses tiltale mod Persolit for overtrædelse af lov om arbejdsmiljø og flere bekendtgørelser.
Det hedder i indstillingen:
'Idet en ansat under opbygningen af et stillads befinder sig på dette, uagtet, at det ikke er opstillet på et plant underlag, at stilladsdelene ikke passer sammen, at delene er defekte, at der ikke er etableret rækværk og at huller i etagedækket ikke er afdækket, hvorved stilladsdækket braser sammen således at han falder ca. 8 meter ned gennem et hul i etagedækket og rammer det underliggende betondæk med døden til følge.'
En uge senere fremsender Arbejdstilsynet sit forslag til, hvad dødsulykken skal takseres til:
'Angående bødestørrelsen er det AT indstilling at en bøde på 25.000 kroner vil være passende', hedder det i et brev til Varde politi.
'For så vidt angår bødepåstanden anføres, at der er tale om en overtrædelse af klare og kendte regler. Det anses som en skærpende omstændighed, at der er sket en ulykke', skriver Arbejdstilsynet og henviser desuden til en dom fra Højesteret i 1999.

Uheldige sammentræf
Persolit har hjemsted i Munkebo ved Odense. Derfor er det politiassistent Yde-Madsen på Munkebo politistation, som står for afhøringen af de tiltalte.
26. maj møder direktøren og sikkerhedschefen i entreprenørfirmaet op til afhøring på stationen.
De bliver forelagt anklagen og bødekravet på de 25.000 kr. De erkender sig straks skyldige i overtrædelsen og er klar til at vedgå bøden.
De forklarer ifølge afhøringsrapporten, at de var meget kede af ulykken, og at firmaet har en politik med hensyn til sikkerhed, hvor man søger at efterleve gældenden regler, så man søger at undgå ulykker og uheld. De havde dog ikke teksten om arbejdsmiljøreglerne med til afhøringen, den er senere fremsendt og vedlagt sagen.
De erkendte, at der var nogle ting, som ikke var gode nok, jævnfør Arbejdstilsynets undersøgelse.
'De erkendte således, ar der grundet flere uheldige sammentræf var sket en overtrædelse af de gældende regler! Efter ulykken har man skærpet og tydeliggjort de nødvendige procedurer for stilladsopbygning, som er en del af stilladskurserne, som er godkendt af Arbejdstilsynet', hedder det blandt andet i rapporten.
Det fremgår ikke hvilke uheldige sammentræf, der har ført til, at man kunne sætte stillads op under så åbenbart livsfarlige forhold, som man gjorde på Danisco. Og straffesagen ender med en såkaldt udenretslig bøde på 25.000 kr.

Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside, www.fagligtansvar.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland