Folketingets Ombudsmand beder - endnu en gang - Fogh forklare, hvorfor han afviser at give interview om Irak til kritiske journalister
Der er forskel på journalister! Statsministeren vil gerne give interviews om Irak-krigen til nogle journalister - mens andre konsekvent får afslag.
Anders Fogh Rasmussen har ellers tidligere forsikret Folketingets Ombudsmand om, at alle journalister bliver behandlet ens. Ingen har nemlig fået et interview med Fogh om Irak-krigen siden marts 2004.
Men den forklaring holder ikke. I en mail til Danmarks Journalisthøjskole slår statsministerens spindoktor, Michael Ulveman fast, at statsministeren har givet interview 'specifikt omkring Irak til DR Nyheder, TV2 og Ritzau'.
Derfor kræver Folketingets Ombudsmand igen, at statsministeren forklarer, hvorfor Ekstra Bladets journalist Bo Elkjær (der sidste år modtog Cavling-prisen for sin dækning af begrundelsen for Irak-krigen) siden 2003 ikke har kunnet få et interview med stats- og udenrigsministeren om Irak-krigen.
- At sende Danmark i krig er den største uden- og indenrigs beslutning siden 1864. Det er vi nødt til at kunne snakke om. Statsministeren har løjet, fordrejet og fortiet om baggrunden for krigen. Over for både befolkningen og Folketinget. Det er dybt tragisk, at regeringen forsøger at lukke ned for debatten ved at bruge pressen efter behov og snakke med vennerne og ikke de kritiske journalister, siger Bo Elkjær til Arbejderen.
Ombudsmanden har også bedt Anders Fogh Rasmussen forklare, hvad hans spindoktor mener med, at statsministeriet stiller 'minimumskrav' til de få heldige journalister, som får et interview.
- Det er en voldsom udemokratisk opførsel, at manden, der har ansvaret for at sende Danmark i krig, ikke efterfølgende vil tage debatten. Danmark er en del af en krig, som vurderes at have kostet 655.000 irakere livet. Der er kastet klyngebomber og napalm. Begrundelsen for at gå i krig bygger på løgn og manipulation, konstaterer SF-formand, Villy Søvndal overfor Arbejderen.
Han kræver nu, at Folketinget nedsætter et høringsudvalg, hvor et kvalificeret flertal af Folketingets medlemmer kan kræve, at eksempelvis statsministeren stiller op til offentlige høringer og svarer på kritiske spørgsmål.
Også Udenrigsministeriet kritiseres af Ombudsmanden. Udenrigsministeriet forhaler og besværliggør adgangen til aktindsigt. Stik imod loven satte Udenrigsministeriet flere ansøgninger fra Ekstra Bladet om aktindsigt i dokumenter om Irak-krigen i bero. Samtidig krævede ministeriet, at avisen stillede med underskrevne erklæringer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278