Forsvarsminister Søren Gade (V) lover gyldne tider for dansk våbenindustri - og han er selv klar til at gå i spidsen
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dansk industri med at gøre det bedre inden for forsvarsindustrien. Jeg vil gøre næsten alt - bare ikke reklame. Jeg er sikker på, at der er et stort potentiale.
Sådan lød det glade budskab fra forsvarsminister Søren Gade (V) i en tale på 45 minutter til den danske våbenindustri i onsdags. 200 deltog i en konference, der var arrangeret af Center for Underleverandører (CFU).
Men hos PRIO, Det Internationale Fredsforsknings-center i Oslo, er der ingen jubel.
- Jeg vil sætte et stort spørgsmålstegn ved, om en minister skal bruge ressourcer på at fremme våbeneksport, indleder fredsforsker Nicholas Marsh og uddyber:
- Hvad sker der, når våbendelene har forladt Danmark? Hvad bliver de brugt til? Jeg tvivler på, at der stilles krav og føres kontrol med de lande, som våbendelene skal sælges til. Det ser ud til, at jeres regering lukker øjnene for, hvad der sker med våbendelene, efter de er blevet solgt. USA er verdens største våbeneksportør med lande som Colombia og Israel på sin kundeliste, fastslår Nicholas Marsh overfor Arbejderen.
Forsvarsministeren nævner netop USA, som den helt store importør af danske våbendele. Regeringen har netop indgået en aftale med USA, som gør det lettere for danske virksomheder at komme ind på det amerikanske våbenmarked.
- USA`s militærmaskine har flere gange overtrådt menneskerettighederne i eksempelvis Irak. Der er al mulig grund til at være bekymret, hvis dansk våbenindustri for alvor skal være underleverandør til USA`s militær, advarer PRIO-fredsforskeren.
Arbejderen er kun i besiddelse af brudstykker af forsvarsministerens tale til våbenindustrien. Ministerens pressechef ønskede nemlig ikke at udlevere Søren Gade`s talepapir. Gade holdt sig nemlig ikke helt til papiret, derfor giver det ingen mening at udlevere det, mener pressechefen.
Det er ikke uden grund, at dansk våbenindustri og dens underleverandører lugter guld i kølvandet på invasionerne af Irak og Afghanistan: Dansk militær har fra 2005 til 2009 afsat 14 milliarder kroner til indkøb af nyt krigsmateriel. Heraf er en stor del allerede brugt til at købe avancerede våbensystemer i udlandet. Det har udløst såkaldte modkøbsaftaler. I alt er udlandet forpligtet til at købe våbendele i Danmark for seks-syv milliarder kroner.
Hæren arbejder på at oprette et 'industri-kontor' som skal sikre et bedre samarbejde mellem virksomheder og hæren.
CFU, der stod bag onsdagens konference, lægger ikke skjul på, at formålet for konferencen var 'at sætte fokus på de muligheder, små og mellemstore virksomheder har for at blive en del af forsvarsindustrien - herunder fungere som underleverandører til danske og udenlandske virksomheder.'
Ud over forsvarsministeren talte også den amerikanske ambassadør James P. Cain og den svenske ambassadør Lars Grundberg.
Læs mere på www.underlev.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278