13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ufaglærte ofret i aftale

Ufaglærte ofret i aftale

Lørdag, 04. november, 2006, 00:00:00

Torsdagens globaliseringsaftale fordelte milliarder til forskning og uddannelse - men der kunne ikke findes 30 millioner til AMU-kursernes overlevelse

Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) går en sort tid i møde efter torsdagens aftale om udmøntningen af den såkaldte globaliseringspulje.
Det frygter Per Christensen, forbundssekretær i 3, efter at det står klart at AMU-kurserne ikke fik så meget som en promille af de 8,5 milliarder kroner, der blev fordelt af aftalepartierne.
- Det er en katastrofe, for det betyder at en række uddannelser ikke bliver iværksat, med mindre der er fuldt hold, oplyser Per Christensen til Arbejderen.
- AMU mangler omkring 30 millioner kroner oveni for at overleve. Regeringen vil kun dække halvdelen af det årlige underskud på godt 60 millioner kroner, som skyldes at regeringen har fastsat for lave takster. Det har allerede betydet lukning af flere uddannelser, advarer Per Christensen.
- De manglende 30 millioner er jo pebernødder, set i forhold til hvad der nu er fordelt fra globaliseringspuljen - og i forhold til at der er 80 milliarder kroner i statskassen. Det er helt ubegribeligt, at man ikke bevilger pengene, siger Per Christensen.
Det uddannelse til dem, der mangler det allermest, der nu syltes, understreger forbundssekretæren.
- Når man nu taler om, at det vigtigste råstof er kompetencer, og når man især taler om at det er vigtigst med et løft for dem, der mangler uddannelser, så havde vi selvfølgelig forventet, at finansieringshullet i år var blevet helt lukket, siger Per Christensen.
Venstre side af Folketingssalen, både Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne, har ellers presset på, for at det skulle ske, oplyser forbundssekretæren.
- Men de har ikke kunnet komme igennem med det. Og Dansk Folkeparti, som ellers stiller sig op som den lille mands forsvarer, har ikke rørt en finger, siger Per Christensen.
Han understreger, at 3F fortsat vil lægge maksimalt pres på for at Folketinget finder de manglende millioner til AMU-uddannelserne på næste års finanslov.
Udmøntningen af de 8,5 milliarder kroner fra Globaliseringspuljen var en af de større hurdler i forbindelse med finansloven for 2007. Regeringen og Dansk Folkeparti ventes at indgå en aftale om de udestående dele her i weekenden.


Det er fordelt
Globaliseringspuljen omfatter i alt 21 milliarder kroner frem til 2012.
Den indgåede aftale udmønter 8,5 milliarder kroner til fordeling først og fremmest i 2007 og 2008. De resterende penge fordeles først efter en evaluering i 2009.
Aftalen fordeler følgende midler i 2007 og 2008 - beløbene er i millioner kroner:
Forskning og udvikling: 3000
Innovation og iværksætteri: 750
Ungdomsuddannelser: 1089
Videregående uddannelser: 485
Voksen- og efteruddannelse 675

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland