Mens kommunerne må svinge sparekniven, er det danske militær ved at skrive kontrakt på 48 nye krigsfly til en pris på mellem 20 og 40 milliarder
En af Danmarkshistoriens største kontrakter er tæt på at blive underskrevet. Det sker når afløseren for hærens 60 F-16 fly skal findes. Et forsigtigt skøn lyder på, at krigsflyene kommer til at koste mellem 20 og 40 milliarder kroner.
- Det er rigtig mange penge. Især i en tid hvor regeringen har besluttet at sætte velfærden på skrump ude i kommunerne, konstaterer Frank Aaen, forsvarsordfører for Enhedslisten.
Dernæst melder spørgsmålet sig: Hvad skal Danmark overhovedet med så mange krigsfly?
- Flyene er jo af den slags, der er velegnede til at bombe byer i Irak. Flyet skal bruges i lignende 'hurtigt ind og hurtigt ud aktioner', som har slået fejl i Irak. Hvis vi køber flyene bindes dansk udenrigspolitik op på Bush`s 'slå først strategi', længe efter han er gået af som præsident, siger Frank Aaen til Arbejderen.
Man skulle tro, at en så stor udskrivning ville kræve en grundig debat i Folketinget.
Der er tid nok. Hæren skal først udskifte sine nuværende F-16 fly i 2016. Alligevel har forsvarsminister Søren Gade flere gange krævet, at han allerede i år eller senest i år 2007 får grønt lys til at underskrive en såkaldt Memory of Understanding - et detaljeret næsten-løfte om at købe flyene.
Formelt kæmper tre forskellige fly-typer om den danske ordre: EU`s Eurofighter, den nordiske Griben og det amerikanske Joint Strike Fighter (JSF) fly.
- Der vil komme en debat i Folketinget på et tidspunkt. Men beslutningen om hvilket fly der skal købes, er reelt allerede taget af partierne bag forsvarsforliget. Alt peger på, at det bliver det amerikanske JSF, der vinder, konstaterer Frank Aaen.
Også hæren arbejder i kulissen på at presse en beslutning igennem: Tidligere på året udtalte chefen for flyvertaktisk kommando, at JSF-flyet passer bedst til hærens behov. Desuden har hæren en fast mand tilknyttet udviklingen af flyet i USA.
Nogen herhjemme får dog glæde af milliard-ordren, nemlig den danske våbenindustri: Danmarks største våbenproducent, Terma, skal levere dele til halepartiet på JSF. En belønning for at regeringen har betalt én milliard kroner til Lockheed Martin for at være med til at udvikle flyet: I juni takkede det amerikanske selskab med en ordre til Terma på 300 millioner.
De nye fly kommer i næste uge op i Folketinget: Her kommer forsvarsministeren i krydsild: 'Hvad kan ministeren oplyse om forsvarets indkøb af nye kampfly?', lyder det simple spørgsmål til Søren Gade.
Hans kollega, Thor Pedersen, slipper heller ikke for spørgsmål: Han må frem med lommeregnere og regne på hvor mange pædagoger, hjemmehjælpere, skolelærere, sygeplejersker og rengøringsassistenter man kan ansætte over en ti-årig periode for 20 milliarder kroner - mindsteprisen for krigsflyene.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278