10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et nyt parti med erfaring og optimisme

Et nyt parti med erfaring og optimisme

Torsdag, 09. november, 2006, 00:00:00

Der er intet vemod over nedlæggelsen af Kommunistisk Samling. Efter den kommende weekend har foreningen opfyldt sit mål, at få dannet et nyt fælles kommunistisk parti

Foreningen Kommunistisk Samling, KS, nåede lige akkurat at fejre sin et-års fødselsdag den 5. november inden nedlæggelsen i morgen.
KS er med sine 85 medlemmer dobbelt så stor som ved stiftelsen. Men der er intet vemod over at foreningen allerede skal nedlægges. Tværtimod, mener både Arne Knudsen og Anders Bjerre Mikkelsen. De var begge initiativtager til foreningen og har i det forløbne år siddet i ledelsen, eller bestyrelsen, som det hedder ifølge vedtægterne.
- Det er med glæde vi nedlægger KS. Foreningen blev oprettet med det formål at nedlægge sig selv ved dannelsen af et nyt kommunistisk parti mellem DKP/ML og KS. Det mål har vi nået, siger den 52-årige Arne Knudsen.
Han er formand for Murernes brancheklub i 3F i Århus og har været aktiv organiseret kommunist siden 1982. I det sidste år har han både deltaget i ledelsen og været kontaktperson for KS. Det er en ny rolle for ham, for han har hverken siddet i centralkomiteen i DKP eller KPiD`s landsledelse.
Anders Bjerre supplerer:
- Der var kun et formål med KS, at føre den enhedsproces videre, som KPiD havde startet. Det er ærgerligt, at nogle kammerater i KPiD fik betænkeligheder. Det er efter min opfattelse ikke begrundet i politiske forhold.
Anders Bjerre Mikkelsen er 67 år og blev medlem af DKP i 1975. Efter splittelsen i DKP gik han med over i KPiD, hvor han i 2002 blev valgt ind i landsledelsen. De sidste fire år har han fulgt den kommunistiske samlingsproces tæt.

Hurtigt og langsomt
Begge er tilfredse med den proces, som er foregået mellem KS og DKP/ML. Arne Knudsen synes at det er gået hurtigt.
- Da vi stiftede KS, havde jeg ikke forventet, at jeg skulle til en ny stiftelsekongres et år senere. Der har været drøn på, siger han tilfreds.
Modsat indrømmer Anders Bjerre at han havde forventet, at det var gået hurtigere. Men han har lært, at det tager tid at stifte et nyt parti, især når det skal foregå med konsensus hele vejen igennnem.
- Vi er mange mennesker, som skal bliv enige. Vi har været igennem en god proces, som i høj grad har bygget på tillid og enighed. Den plan, som blev lavet fra starten med fem fælles ledelsesmøder, har vi holdt. Det har været en krævende model, siger han.
Og der har også været opbakning i baglandet. På generalforsamlingen i KS for knap to måneder siden var der stor tilfredshed over det opnåede resultat.

Nye arbejdsmåder
Selv om der nu skal stiftes et nyt kommunistisk parti, er flertallet af medlemmerne ikke nye. Alle medbringer erfaringer. Alligevel tøver de to KS`ere, når de skal udpege de vigtigste erfaringer.
- KS har jo ikke været et parti. Men vi har naturligvis erfaringer fra både DKP og KPiD, indleder Arne Knudsen lidt tøvende. Alligevel er det de sidste års erfaringer, som står klarest.
- Jeg har lært en masse gode kammerater at kende fra DKP/ML og derigennem nogle nye måder at lave partiarbejde på. Måske med lidt mere åbenhed og til tider også et større engagement. Jeg vil ikke sige noget dårligt om hverken DKP eller KPiD, for det falder også tilbage på mig selv. Men faktisk går jeg ind i det nye parti med større engagement, end jeg har haft i mange år, siger han.
Han overvejer det med engagement lidt mere. Og tilføjer, at måske er det også fordi de sidste år har været lidt seje, at han oplever det sådan. For selvfølgelig var der også begejstring, da KPiD blev stiftet. Og da han meldte sig ind i DKP var det også med engagement.

Målrettet indsats
- Jeg blev medlem af Murernes partiafdeling i DKP i 1982. Det var en meget aktiv afdeling med et godt sammenhold. Men samtidig oplevede jeg tidligt splittelsen i DKP, fordi der her i byen var politiske uenigheder mellem murerne og distriktsledelsen. Hos murerne lærte jeg noget om det faglige arbejde og hvad man kan opnå, hvis man arbejder systematisk. For eksempel gjorde forberedelsen af kongressen i Murerforbundet i 1987 et stort indtryk på mig. I et helt år forberedte vi os og holdt adskillige møder i partiet. Vi stillede os et mål og det opnåede vi, fortæller Arne Knudsen.
Han tøver lidt og fortsætter så:
- Jeg oplevede faktisk noget af det samme her op til den landsdækkende aktionsdag den 3. oktober. Her mødtes en række faglige kræfter og arbejdede målbevidst i forhold til situationen i byen og det gav resultater.
De faglige kræfter var en bred skare af mennesker. Men han er ikke i tvivl om, at det faglige samarbejde, som KS og DKP/ML har haft i lang tid, har spillet en vigtig rolle.
På trods af de mange gode erfaringer fra murernes partiafdeling er Arne i dag overbevist om, at en partiafdeling organiseret omkring en fagforening ikke er hensigtsmæssig. Derfor har han været med til at stille ændringsforslag til vedtægerne for det nye parti.
- Efter min opfattelse bør det faglige arbejde organiseres i fraktioner eller partigrupper. Vi, som faglige folk, skal stadig have vores base i en egentlig partiafdeling på gadeplan. Det bliver for indspist, hvis vi bare er sammen med os selv, understreger murerformanden.

Fra ord til handling
Anders Bjerre har både gode og dårlige oplevelser fra sin tid i DKP.
- Jeg sad i en lokal partiafdeling på Frederiksbjerg og her har jeg mine bedste erfaringer fra, specielt fra de store påskestrejker i 1985, hvor vi prøvede at bruge partiet som organisator. Men ellers synes jeg, at partiet op gennem 80`erne tabte gejsten. Det blev overfladisk og distriktsledelsen var ikke noget forbillede, siger han og peger også på den meget negativesituation i Århus, hvor der var store fastlåste uenigheder i partiet.
For Anders Bjerrre var det vigtigste ved stiftelsen af KPiD, at der blev holdt fast ved, at et kommunistisk parti var og er nødvendigt. Men efterhånden fandt han ud af, at det kneb med at omsætte ordene i handling.
- Jeg synes, at vi altid sagde de rigtige ting. Men specielt da jeg kom ind i landsledelsen i KPiD gik det op for mig, at vi ikke kunne organisere ret meget. Til sidst blev det lidt hult, siger han.
Den sidste tid i KPiD, inden de nuværende KS`ere meldte sig ud, betegner han som skrækkelig ubehagelig, fordi han kom i et modsætningsforhold til kammerater, som han egentlig respekterede.
- Det er ærgerligt at det gik sådan, men udviklingen har bekræftet at det var rigtigt. Og processen med at samle kommunisterne er jo ikke slut endnu. Det vil fortsætte også efter vi har stiftet det nye parti, siger Anders Bjerre.
Arne Knudsen nikker, han er helt enig:
- Jeg har ikke noget personligt udestående med kammeraterne fra KPiD. Jeg vil møde dem i det faglige arbejde, hvor jeg er sikker på, at vi fortsat vil arbejde sammen, siger han.

Mange års samarbejde
Når de to KS`ere skal vurdere, hvordan samlingsprocessen er forløbet, vender de ofte tilbage til situationen i Århus.
- Måske er situationen lidt anderledes i Århus end så mange andre steder i landet. Vi har kendt hinanden i mange år og har de sidste år haft et tæt og organiseret samarbejde. Blandt andet har vi holdt fælles faglige fraktionsmøder, fortæller Arne Knudsen.
Der regnes lidt rundt om bordet og ved fælles hjælp når vi frem til, at det er 15 år siden det første møde blev afholdt i Århus mellem ledelsen i DKP/ML og Kommunistisk Forum, forløberen for KPiD.
Men hvorfor skulle der gå 15 år før der kom et nyt parti. Kunne man ikke have dannet et nyt fælles parti i stedet for at stifte KPiD?
- Dengang var det overhovedet ikke inde i mine overvejelser, at vi kunne slå os sammen. DKP/ML var ikke et parti, jeg så positivt på, siger Arne Knudsen med eftertryk.
- Jeg opfatter at partiet i 80`erne var et meget sekterisk parti, som brugte mere tid på at kritisere DKP end på at bekæmpe fjenden, tilføjer han.
- | 80`erne var der jo mange grupper, som kaldte sig kommunistiske og socialistiske. Vi sagde altid, at det som samlede dem, var hadet til DKP, tilføjer Anders Bjerre.
- Vi havde simpelthen ikke lyst til at snakke med alle dem, som kritiserede os. Vi ville hellere finde andre græsgange, siger Arne Knudsen.
For dem begge var den afgørende ændring i forholdet til DKP/ML den selvkritik partiet kom med i bogen 20 års kamp for socialisme.
- Jeg var og er meget imponeret over den dybtgående og ærlige selvkritik, der bliver lagt frem, siger Anders Bjerre.

Forventninger
Både Arne Knudsen og Anders Bjerre har mange forventninger til det nye parti.
- Jeg forventer at vi bliver en kraft der kan høres og ses og at vi bliver i stand til at organisere og tiltrække nye medlemmer, ikke mindst unge. Jeg tror, at der er grobund for de kommunistiske ideer i den danske befolkning, siger Arne Knudsen.
- Jeg forventer at vi får den forøgede styrke, som gør at vi kan lave et reelt partiarbejde og blande os i velfærdskampen og kampen for fred. Samtidig er det jo et enormt aktiv, at vi har dagbladet Arbejderen, siger Anders Bjerre.
Og de har noget at have optimismen i, mener de.
- I KS har vi fået en del nye medlemmer i den sidste måned. Da vi stiftede KS fik vi også nye medlemmer og så gik det næsten i stå. Men i den sidste tid er der igen kommet nye. Nu begynder projektet med et nyt parti at virke tiltrækkende. Folk tror på det og vil være med. Alene i Jylland har vi fået seks nye medlemmer de sidste 14 dage, forklarer Anders Bjerre.

Vi skal lære at sige vi
Lokalt er der nu gang i at få den lokale afdelingsstruktur på plads. Også det er foregået uden de store sværdslag, men alligevel med mange diskussioner om, hvordan partiet skal fungere.
- Efterhånden har vi jo lært hinanden rigtig godt at kende. Og vi har lært, at det ikke kun er i den 'traditionelle' kommunistiske bevægelse, at der er viden om at lave partiarbejde, fortsætter Anders Bjerre.
- I den kommende tid drejer det sig om, at vi også begynder at se os selv som ét parti. Vi har ikke længere en gruppe at referere tilbage til. Vi kan ikke længere tale om dem og os. Vi skal til at sige VI - og det glæder jeg mig til, lyder slutreplikken fra Arne Knudsen, mens Anders Bjerre nikker samtykkende.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland