09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politi lader voldsmænd gå fri

Politi lader voldsmænd gå fri

Fredag, 10. november, 2006, 00:00:00

Står det til Århus Politi, sker der intet med de nazistiske voldsmænd, som overfaldt Café Oskar. DKP/ML Århus kræver statsadvokaten på banen

Næsten ét år efter det nazistiske overfald i Café Oskar, afviser Århus Politi fortsat at rejse sag mod voldsmændene. Det fremgår af at brev, som Café Oskar netop har modtaget fra fungerende politimester i Århus Ole Gram.
- Der er ingen tvivl om, at vi klager til statsadvokaten. Det er uforståeligt, at politiet ikke vil rejse tiltale i en så klar sag om politisk vold. Der er beviser nok, fastslår Per Nielsen, formand for DKP/ML i Århus, der ejer Café Oskar.
Han mener, at politimesteren har truffet en politisk beslutning, der strider mod byrådets nultolerance overfor racistisk og nazistisk vold.
Den 29. november sidste år blev et Dansk Front medlem afsløret, da han deltog på et møde i Antiracistisk Netværk i Café Oskars lokaler. Dansk Front-medlemmet sprøjtede peberspray i ansigtet på antiracisterne og kort efter væltede tolv nazister ind og kastede rundt med borde og stole. En af dem, der blev slået og sparket, var Enhedslistens byrådskandidat, Hans Jørgen Vad.
Politiet har sat navne på seks højreekstremister og haft dem til afhøring, herunder den unge der sprøjtede med peberspray. De seks nazister var en del af en større gruppe på 10-15 stykker, som kort før overfaldet mødtes på Café Loco, der ligger lige over for Café Oskar. Alligevel mener Århus Politi, at de ikke kan bevise det netop var de personer, der begik hærværk og overfald i Café Oskar.
- Det er ingen tilfældighed. Det var ikke et tilfældigt overfald, men et i en lang række nazistiske overfald. Bombeangreb på Somalisk Familieforening er bare det seneste eksempel på højreekstreme angreb. Århus kan ikke holde til, at nazister straffrit kan overfalde politiske modstandere og etniske minoriteter. Skal der lig på bordet, før politiet reagerer, spørger Per Nielsen.
Statsadvokaten i Viborg har tidligere krævet, at Århus Politi gjorde mere ud af efterforskningen. Herefter måtte politiet love at kigge på sagen igen.
Ikke kun DKP/ML i Århus klager nu til statsadvokaten over politiet. Det samme gør Antiracistisk Netværk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland