Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er taget ved næsen i efterlønsforliget, mener Enhedslisten

af Hans Brinkmann
Beskæftigelsesministerens lovforslag om højere efterlønsalder lægger op til, at det overlades til beskæftigelsesministeren at fastsætte efterlønsalderen.
Lovforslaget slår fast, at efterlønsalderen fortløbende skal sættes i vejret, så den i 2040 kan være oppe på 66 år. Men stik imod velfærdsaftalen fra juni, er det ministeren som alene kan hæve aldersgrænsen, uden at det kræver en politisk beslutning i forligskredsen bag efterlønsreformen. Beskæftigelsesministeren kan ud fra rene statistiske oplysninger udskyde retten til efterløn.
Efter forligets indgåelse havde især Dansk Folkeparti travlt med at forsikre, at stadig højere efterlønsalder i takt med højere levealder ikke skete automatisk, men krævede forligspartiernes tilslutning.
Det fremgår blandt andet af et notat fra forhandlingerne: 'Det kræver dog politisk beslutning at hæve efterlønsalderen ud over de 62 år i 2022'. ('Kraftig stigning i befolkningens levealder' fra 18. oktober.)
- Lovforslaget giver al magt til beskæftigelsesministeren. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er taget ved næsen i en grad, som jeg sjældent har set. De er simpelthen sat udenfor indflydelse på kommende forhøjelser af efterlønsalderen, siger Jørgen Arbo-Bæhr, Enhedslistens arbejdsmarkedspolitiske ordfører.
- Hvis Claus Hjort kommer igennem med det her, er der ingen chance for at tage højde for uligheden i sundhed og levealder. Ufaglærte og andre med nedslidende job skal bare se til, mens efterlønsalderen sættes i vejret, i takt med at direktører og højt uddannede lever længere, siger han.

Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside.