09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Handelsskoler med i protester

Handelsskoler med i protester

Onsdag, 15. november, 2006, 00:00:00

I dag går lærerne på landets handelsskoler til faglige møder. Gymnasielærerne tager til stormøder i morgen

De omfattende protester på landets gymnasier får nu også handelsskolerne til at reagere. I dag går lærerne på handelsskoler rundt omkring i landet til faglige møder.
Handelsskolerne har allerede i dag selvstyre, som det til næste år også indføres på gymnasierne. Og med selvstyret har skolerne oplevet økonomisk udsultning.
- Handelsskolerne er pisket til at indrette sig på den ufuldstændige økonomiske dækning, og en måde de kan gøre det på, er ved at tage flere elever ind i klasserne. 36 elever i en klasse er ikke usædvanligt i en 1. hhx-klasse. Det er en rigtig, rigtig dårlig trøst at vide, at resultatet bliver et stort frafald, så klassestørrelsen bliver normal, siger Søren Hoppe formand for handelsskolelærerne.
- Handelsskolerne får langt færre penge per elev end gymnasierne, og det mærkes. Vi oplever dagligt konsekvenserne af de få økonomiske midler. Høje klassekvotienter og lærerfri undervisning er desværre en del af vores dagligdag, konstaterer Thomas Gloy, formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.
Både lærere og elever på handelsskolerne understreger, at de støtter gymnasiernes kamp mod nedskæringer. Men samtidig vil de godt sætte fokus på at handelsskolerne er endnu mere klemt.

Stormøder
På gymnasierne fortsætter uroen. På mindst 31 gymnasier over hele landet blokerede eleverne for undervisningen i går, mens lærerne nedlagde arbejdet på 11 gymnasier. Og gymnasier på Sydsjælland, i Helsingør og på Fyn varmede med demonstrationer op til den landsdækkende aktionsdag på tirsdag.
I morgen mødes gymnasielærer fra hele landet til stormøder i København og Jylland. Her vil de drøfte, hvordan aktiviteterne kan fortsætte så presset opretholdes.
Det er der al mulig grund til, mener Gorm Leschly formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening. Han erkender at undervisningsministeren har fundet 50 millioner kroner ekstra til skolerne, men afviser den pulje på 200 millioner som ministeren snakker så meget om som fupnummer.
- Pengene findes reelt ikke. De bliver kun udbetalt, hvis budgetterne alligevel ikke rækker. Desuden skal beløbet ses i lyset af, at der fra 2003 til 2005 er skåret 120 millioner kroner på gymnasiet. Kravet må være, at pengene straks kommer ud at arbejde på gymnasierne, så vi kan få dækket hullet, siger Gorm Leschly til Arbejderen.

Partier mødes
- Det er vigtigt, at fastholde presset. Undervisningsministeren mødes onsdag med de andre forligspartier. Der er langt fra enighed blandt partierne om hvordan løfterne til gymnasierne skal fortolkes og hvor mange penge der er brug for. Derfor er der lige nu brug for at gå i arbejde, men fortsætte aktionerne. Vi sætter vores lid til, at de andre forligspartier (samtlige partier undtagen Enhedslisten, red.) kan tale ministeren til fornuft, siger Gorm Leschly.
Mandag samlede et stormøde på Frederiksberg Gymnasium omkring 1500 deltagere. Her blev diskuteret tal, nedskæringer og konsekvenser på livet løs. Hverken de konservatives eller Venstres politiske ordførere havde takket ja til invitationen til stormødet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland