De to Berlingske-journalister, der afslørede det manglende grundlag for den danske krigsførelse i Irak, skal frifindes, mener Dansk Journalistforbund
- Det bør helt klart ende med en frifindelse. Alt andet vil være en katastrofe.
Det siger Dansk Journalistforbunds næstformand Fred Jacobsen om den igangværende sag mod to journalister og den ansvarshavende redaktør på Berlingske Tidende. De tre er anklaget for at have videreformidlet hemmeligtstemplede oplysninger om grundlaget for regeringens beslutning om at gå`i krig mod Irak.
Oplysningerne, og dokumenterne, der understøttede dem, stammede fra den allerede dømte, nu forhenværende major i Forsvarets Efterretningstjeneste, Frank Grevil. Grevil blev idømt fire måneders ubetinget fængsel.
De to journalisters artikler, som mange mener burde have ført til en Cavling-pris, afslørede at regeringen traf sin beslutning, selv om der ikke forelå beviser for, at Irak som hævdet havde masseødelæggelsesvåben.
Nu er det ikke Cavling-prisen, som venter, men længere fængselsstraffe. På det første retsmøde i mandags forsøgte anklageren, politiadvokat Michael Jørgensen, at skabe det indtryk, at de to journalisters offentliggørelse af det hemmeligtstemplede materiale havde skadet samarbejdet med andre landes efterretningstjenester.
Den ene af de tiltalte journalister Michael Bjerre, afviste på retsmødet den udlægning. Det var allerede offentligt kendt på tidspunktet for afsløringen - februar-marts 2004 - at Irak ikke var eller havde været i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Oplysningen om, at Forsvarets Efterretningstjeneste aldrig havde haft noget sikkert grundlag for at antage, at der rent faktisk var masseødelæggelsesvåben i Irak, fortjente at komme til offentlighedens kendskab, fremførte Michael Bjerre.
Fred Jacobsen er helt enig i den vurdering.
- De to journalister har gjort, hvad kritiske journalister skal gøre. Hvis de bliver dømt for at have viderebragt informationer, som er så væsentlige for offentligheden som grundlaget for at Danmark går i krig jo er, vil det være en kraftig indskrænkning af ytringsfriheden.
- Men vi har da stærke forhåbninger om, at en dansk retssal vil have så meget respekt for journalisters arbejdsvilkår, at det ender med en frifindelse, understreger Fred Jacobsen.
Københavns Byret har behandlet sagen i går og i forgårs. Retsmøderne fortsætter i dag og på fredag, mens den endelige procedure og votering først finder sted mandag den 27. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278