08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

V og K blev væk

V og K blev væk

Onsdag, 15. november, 2006, 00:00:00

Regeringspartierne var inviteret til stormøde mandag for utilfredse gymnasielærere og elever i København. Men de valgte at blive væk.

af Benjamin Egerod
I mandags mødtes lærere og elever fra gymnasier fra hele hovedstadsområdet til stormøde på Frederiksberg Gymnasium. På en stor del af gymnasierne strejkede både lærere og elever. På landsplan var 84 gymnasier lukket på grund af protester mod regeringens nedskæringer på området.
Folketingspartiernes uddannelsespolitiske ordførere var inviteret til mødet sammen med Peter Kuhlman fra rektorforeningen, Gorm Leschly fra Gymnasielærernes Forening (GL) og Rosa Lund fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
Regeringspartierne glimrede ved deres fravær, mens der var repræsentanter for alle øvrige partier.
Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti indledte med at bemærke, at det for ham virkede underligt at diskutere en skrantende gymnasieøkonomi, når man sidder på et fint, nybygget og veldesignet gymnasium, som Frederiksberg Gymnasium er. Han blev herefter inviteret ud for at se Østre Borgerdyds faciliteter, og Rosa Lund forklarede ham, at det ikke er nok at sidde på en fin skole, hvis de samfundsfaglige bøger kan dateres tilbage fra før murens fald.

Strid om løfte
Gorm Leschly refererede til et møde, han lige havde haft med undervisningsminister Bertel Haarder.
- Da reformen blev vedtaget, blev det sagt, at den skulle være udgiftsneutral. Da jeg fremførte det for Bertel Haarder, sagde han: 'Du har misforstået noget, den skal være udgiftsneutral for staten'.
Det lykkedes dog alligevel Haarder at finde 50 millioner kroner ekstra til gymnasierne.
Men det er langt fra tilstrækkeligt, fastslog Gorm Leschly. Ifølge GL mangler der 362 millioner kroner for at undgå nedskæringer på gymnasierne.
- Dette er bemærkelsesværdigt, eftersom vi i dag er rigere end nogensinde. Der er 80 milliarder på kistebunden, og så diskuterer man fnidder som 300 millioner, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten. Ifølge hende er det et led i den borgerlige regerings skjulte dagsorden om at formindske den offentlige sektor.

Krav om effektivisering
Underskuddet på 362 millioner har, ifølge GL, følgende årsager: De tidligere amters opgaver omkring løn og it skal varetages af gymnasierne selv, hertil overføres penge til personalet, men ikke for selve opgaverne; for de kommende elever vil man ikke modtage de nødvendige 74.000 kroner men i stedet kun 49.000 pr. elev; man mister stordriftsfordele, eftersom hver skole nu skal varetage deres egne administrative opgaver, og alt ikke bliver varetaget fra central hånd, og så kræver regeringen en 'effektivisering' på fem procent, fordi man er overbevist om, at arbejdet kan gøres mere effektivt.
Udover de 50 millioner kroner Haarder nu ryster op med, er der i finansloven lagt 200 millioner i en pulje, som gymnasierne kan søge. Men det er det samme som at 'fodre hunden med sin egen hale', mener tillidsmand fra Vestre Borgerdyd Gymnasium, Ivan Pedersen.
- Pengene som de lægger ud i puljer, er penge, som blevet skåret fra gymnasieområdet de foregående år. Når man derfor siger, at gymnasierne kan søge 200 millioner, giver man gymnasierne deres egne penge, og tilfører altså ikke området nye penge, slog han fast.
Martin Henriksen afviste GL`s beregninger som ubrugelige. Han sammenlignede situationen med kampene i kommunerne, hvor han mener, at det snarere var udtryk for en politisk kamp end for faktiske nedskæringer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland