Trods løfter om det modsatte støtter Dansk Folkeparti stadig, at der er loft over kontanthjælpen. FTF kalder det løftebrud
Formanden for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Bente Sorgenfrey, raser over Dansk Folkeparti.
For et år siden lød det skråsikkert fra Bent Bøgsted, Dansk Folkepartis arbejdsmarkedspolitiske ordfører, at partiet var parat til at trække støtten til kontanthjælpsloftet tilbage, hvis en kulegravning skulle vise, at loftet ikke skaffer flere i arbejde.
Resultatet blev offentliggjort for godt 14 dage siden. Selv beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) må indrømme, at kulegravningen viser, 'at loftet ikke altid er en tilstrækkelig betingelse for at få folk i arbejde'.
- Det er uforståeligt, at Dansk Folkeparti fortsat bakker op om en fortsættelse af kontanthjælpsloftet. De var ret stålsatte under folketingsdebatten sidste år, og bør stå ved det, de sagde dengang. Ikke mindst fordi, at alt for mange af de kontanthjælpsmodtagere, der bliver ramt af loftet, ikke er arbejdsmarkedsparate, siger Bente Sorgenfrey til FTF-bladet Resonans.
Kun cirka hver femte bistandsmodtager er reelt i stand til at tage et arbejde. Resten er for hårdt ramt af dårligt helbred, handicap, misbrug eller andre forhold.
Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, nøjes ikke med at rette kritikken mod regeringens støtteparti.
- Det er løftebrud hele vejen rundt. Hver gang ordførerne fra Dansk Folkeparti, Konservative og Claus Hjort Frederiksen sidste år løb tør for argumenter, om hvad der virker og ikke virker i forbindelse med kontanthjælpsloftet, henviste de til kulegravningen. Nu dokumenterer rapporten det, vi godt vidste i forvejen: At kontanthjælpsloftet har en meget begrænset effekt, siger Bettina Post.
Ifølge Bent Bøgsted har Dansk Folkeparti ikke været gode nok til at kommunikere deres holdninger til kontanthjælpsloftet ud.
- Jeg er sådan set ligeglad med effekten af kontanthjælpsloftet. Det, der er vigtigt for mig, er, at man under ingen omstændigheder skal kunne få mere ud af at gå derhjemme på kontanthjælp end af at tage et job til 90 kroner eller 100 kroner i timen, siger Bøgsted til Resonans.
I 2006 har kontanthjælpsloftet betydning for cirka 14.000 kontanthjælpsmodtagere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278