Faglige møder og blokader har fået Haarder til pengepungen. Men der mangler fortsat 258 millioner kroner. Derfor fastholder elever aktionsdag
70 gymnasier over hele landet har i løbet af de sidste ti dage spærret deres klasselokaler med borde og stole, demonstreret og lavet aktioner, der viser hvordan undervisning med 35 elever foregår. I går var 20 gymnasier besat eller blokeret.
Og kampen har båret frugt: Undervisningsministeren har foreløbig fundet cirka 90 millioner kroner ekstra: 50 millioner kroner til de administrative opgaver som gymnasierne får, når de 1. januar bliver selvejende. Samt 24 millioner kroner som skal bruges til at hæve tilskuddet per elev. Herudover har ministeren lovet at finde et tocifret millionbeløb til hf, oplyser Gymnasielærernes Lærerorganisation (GL).
- Men der mangler stadig mindst 118 millioner kroner. Nemlig de penge som amterne har skåret ned på gymnasierne siden 2003. Amterne vidste godt, at gymnasierne fra 2007 skulle være selvejende og komme under statens pengekasse. Derfor så de ingen problemer i at skære ned. Men da gymnasiereformen blev vedtaget i 2003, lovede politikerne samtidig, at reformen ville være udgiftsneutral. Hvis det løfte skal holde, må vi have vores penge tilbage, siger Pelle Dam, næstformand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) til Arbejderen.
Hos Gymnasielærernes Lærerorganisation (GL) er man ikke bange for, at gøre det regnestykke som gymnasierne er blevet snydt for, endnu større. GL mener langtfra at de ekstra 24 millioner kroner, som ministeren har sat af til de 4000 nye elever, som begynder på gymnasiet i 2007 er nok. De 24 millioner svarer til, at tilskuddet per gymnasieelev kan hæves fra 49.000 kroner (som var undervisningsministerens oprindelige udspil) til 55.000 kroner per elev. Men der er stadig lang vej igen: Udgiften per gymnasieelev ligger nemlig reelt på 74.000 kroner (det beløb som gymnasierne modtog i 2003, før amterne begyndte at skære). Alt i alt betyder det et underskud på yderligere 100 millioner kroner.
Hertil kommer et underskud på en række engangs-investeringer på 40 millioner kroner, som gymnasierne hænger på når de bliver selvejende - selvom ministeren har fundet 50 millioner kroner ekstra til administration.
GL`s foreløbige udregninger viser altså, at der foreløbig er sikret cirka 90 millioner ekstra kroner - men der mangler stadig 258 millioner, hvis politikernes løfter skal holde og niveauet fra 2003 skal genoprettes. Gymnasieeleverne er klar til kamp:
- Vi stopper ikke kampen nu. Selvom vi glæder os over de indrømmelser der er kommer, er dette kun en halv sejr for os. Og det er simpelthen ikke godt nok, fastslår Rosa Lund, formand for DGS.
DGS har indkaldt til landsdækkende aktionsdag på tirsdag. Klokken 13 vil der være demonstrationer i København, Aalborg og Odense. Samme dag er undervisningsministeren kaldt i samråd med for at svare på kritikken fra lærere og elever.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278