Offentligt ansatte advarer regeringen mod at blande sig i aftalerne på arbejdsmarkedet. Oplæg om kvalitetsreform indeholder slet skjult forsøg herpå
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, er ikke entydig begejstret for regeringen debatoplæg til en kvalitetsreform.
- Der står direkte i oplægget, at man skal se på resultatløn som et middel til at øge kvaliteten i den offentlige sektor. Men det er helt afgørende for os, at regeringen ikke blander sig i overenskomstforhold, siger lærerformanden til Arbejderen.
Han fremførte samme holdning på hovedorganisationen FTF`s kongres i sidste uge. Signalet blev da også fanget af FTF`s formand Bente Sorgenfrey.
- Det er afgørende, at arbejdet med kvalitetsreformen ikke fører til indblanding i overenskomsterne, sagde hun.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er tydeligvis selv klar over, at han bevæger sig ind på ømtåleligt område med forslaget om, at lønsystemerne i det offentlige kan bruges som middel til at løfte kvaliteten. Det afholdt ham ikke fra at tage emnet op på Venstres landsmøde i den forgangne weekend.
- Det er naturligvis et overenskomstspørgsmål. Jeg uddeler ikke gyldne løfter om store lønstigniger over en bred bank. Men jeg vil opfordre de offentlige arbejdsgivere og de ansatte til at sørge for, at noget i den ramme, som de nu finder økonomisk forsvarlig, er reserveret til at give en ekstra påskønnelse til dem, der gør en ekstra indsats for at skabe en bedre kvalitet, sagde statsministeren.
Skal der indføres resultatløn og bonus-ordninger, så skal det ske for penge, der ligger ud over de aftalte økonomiske rammer mellem arbejdsgiver og lønmodtagere, mener Dennis Kristensen, formand for Fag og Arbejde (FOA).
Om dette siger Fogh Rasmussen:
- Ikke al nytænkning koster penge. Men der kan godt være brug for penge til investeringer i udstyr, der for eksempel giver mere tid til omsorg og pleje. Og der skal også være penge til at belønne den gode indsats og til kompetenceudvikling. Men det skal ikke være flere penge til mere af det samme og til det samme.
FOA-formanden betegner det som helt galt, når regeringen ikke vil diskutere behovet for flere hænder i den offentlige sektor. Alene på ældreområdet har FOA beregnet, at der bliver brug for 10.000 ekstra ansatte, blot for at bibeholde det nuværende niveau.
- Svaret på mere kvalitet er ikke blot et automatisk 'send flere penge'. Men kvalitet og tid er nu engang åbent forbundne kar, fastslår Dennis Kristensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278