09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sygdom rammer socialt skævt

Sygdom rammer socialt skævt

Torsdag, 23. november, 2006, 00:00:00

Flere lavtuddannede end højtuddannede lider af kroniske sygdomme. Det viser en undersøgelse af sundheden i den kommende Region Midtjylland

Der er social ulighed i folkesundheden.
Det er én af konklusionerne i sundhedsrapporten Hvordan har du det?, der er foretaget blandt borgerne i de 19 kommuner, der fra nytår danner Region Midtjylland.
- Den sociale baggrund, uddannelsesniveauet, køn og alder har langt stærkere indflydelse på helbredet end de kommunale forskelle på tværs af regionen. Det, der skiller midtjyderne sundhedsmæssigt, er i høj grad den sociale ulighed, understreger Finn Breinholt Larsen, sundhedskonsulent ved Center for Folkesundhed under Århus Amt, som står bag undersøgelsen.
Det viser sig for eksempel ved, at en mekaniker i Struer har mere til fælles med mekanikeren i Århus end sin sygehusansatte nabo, når det kommer til livsstil og risiko for at få en kronisk sygdom.
Af rapporten fremgår det, at ud af 17 sygdomme ligger de lavtuddannede i top ved 14 af sygdommene. Kun kræft og allergi rammer hårdest blandt de højtuddannede. Hele 61 procent af befolkningen i landets største region lider af kroniske sygdomme, lige fra forhøjet blodtryk til allergi. Og det rammer især de dårligst stillede.
- Blodprop i hjertet foregår tre gange så hyppigt blandt de lavtuddannede, som blandt højtuddannede. Og dobbelt så mange lavtuddannede får sukkersyge, siger Finn Breinholt Larsen.
Louise Nordvig, der har været koordinator på projektet, siger til Arbejderen, at resultaterne af undersøgelsen 'for så vidt ikke er overraskende'.
- Der er intet nyt, i at der er stor social ulighed i sundhedstilstanden. Men det er første gang forskellene er blevet kortlagt så præcist og jeg håber kommunerne vil bruge rapporten til en indsats for at øge borgernes sundhed.
Undersøgelsen er bestilt af de nuværende amter i den midtjyske region, og ifølge Bent Hansen, socialdemokratisk formand for regionsrådet i Midtjylland, er det netop tanken.
- Sundhedsprofilen kortlægger den sundhedsmæssige udfordring, som kommunerne står over for, når de fra den 1. januar overtager flere opgaver på sundhedsområdet. Den vil være et uvurderligt og stærkt redskab, når kommuner, praktiserende læger og hospitaler i regionen sammen skal tilrettelægge en systematisk og målrettet sundhedsindsats i de kommende år, lyder det fra regionsformanden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland