08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Præsident uden støtte i kongressen

Præsident uden støtte i kongressen

Onsdag, 29. november, 2006, 00:00:00

Det parlamentariske spil ser mørkt ud, medmindre vælgerne fortsætter med at kæmpe for deres krav

I går eftermiddags var næsten 80 procent af stemmerne talt op ved præsidentvalget i Ecuador. Venstrefløjens kandidat Rafael Correa havde da fået 59 procent af stemmerne med 41 procent til hans modkandidat Alvaro Noboa. Correas føring skrumper ind, men er stadig så stor, at sejren ikke kan anfægtes medmindre nye begivenheder skulle sætte en anden dagsorden.
Ud af de optalte 5,9 millioner stemmesedler er der imidlertid ti procent, som er annulleret; nemlig 582.883 mens 59.000 stemmesedler er registreret som 'blanke'.
Det er mange annullerede stemmesedler, og der er givetvis basis for at valgets taber, banan-milliardæren Alvaro Noboa, kan rejse sager om snyd og kræve genoptælling.
Afstanden mellem de to kandidater er dog næsten en million stemmer, så selvom Noboa måtte få tilkendt en betydelig del af de annullerede stemmer, så giver det ham ikke sejren.
Var det vanskeligt for Rafael Correa at vinde valget, kan de vise sig endnu vanskeligere at omsætte valgkampens løfter og projekter til virkelighed. Correa er valgt som kandidat for en alliance 'Alianza Pais', som ikke stillede op ved det seneste parlamentsvalg. Correa har derfor ikke et fundament at stå på i parlamentet. Tværtimod er oppositionen mod ham i flertal - med Noboas nyliberale parti, som det største.
For at komme igennem med sine reformer til gavn for landets fattige ønsker Rafael Correa at nedsætte en grundlovgivende forsamling, som kan ændre de politiske spilleregler. Men det er der ingen grund til at tro, at Kongressens flertal vil stemme for:
- Grundloven tillader ikke præsidenten at gøre sådan noget, siger Lucio Gutierrez til Financial Times.
Gutierrez selv blev for et par år siden valgt som Ecuadors præsident med støtte fra venstrefløjen og store forhåbninger blandt de fattige. Han blev senere tvunget til at træde tilbage af vrede vælgere, som oplevede en præsident, som ikke stod ved sine valgløfter i praksis.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland