Både i skolen og på boligmarkedet er der racisme i Danmark. Det fastslår årsrapporten fra det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad
Ikke alle og enhver har adgang til det danske boligmarked. Udover rigeligt med penge er det ofte nødvendigt med det rigtige efternavn. Udlejere har afvist at udleje lejligheder til mennesker med udenlandske navne.
Det fremgår af årsberetningen fra det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad (EUMC), som blev offentliggjort i går.
I det forløbne år har centret også registreret børn, der får forbud mod at tale deres modersmål i skolen med andre elever. Problemet forstærkes yderligere af, at der mangler systematisk registrering af racistiske og diskriminerende hændelser i uddannelsessektoren, fastslår EUMC.
Heller ikke når det gælder om at bekæmpe racistisk kriminalitet, er Danmark i topform.
Kun to ud af EU`s 25 medlemsstater har indført omfattende registrering af racistisk kriminalitet. Og Danmark er ikke et af de to lande. EUMC-centret stiller sig uforstående overfor den mangelfulde registrering.
'Det ville være utænkeligt for medlemsstaterne ikke at indsamle de relevante statistikker som grundlag for udarbejdelsen af finanspolitikken eller den økonomiske politik - og det samme skal nødvendigvis gøres for politikker med sigte på bekæmpelse af racisme og fremmedhad', fastslår EUMC.
Danmark mangler blandt andet nærmere oplysninger om hvem det er, der bliver ofre for racisme.
'De fleste medlemsstater mangler stadig de nødvendige data til at overvåge, hvordan de sociale og økonomiske politikker påvirker deres etniske samfund. Disse manglende data kan føre til vedvarende diskrimination på centrale områder, som stadig går upåagtet hen. Nogle etniske minoritetsgrupper kan som følge heraf være udsat for diskrimination uden en hensigtsmæssig reaktion fra statens side', hedder det i rapporten.
Læs hele EUMC`s årsrapport på www.eumc.europa.eu
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278