LO Storkøbenhavn og 3F Ungdom støtter de unges ret til Ungdomshuset
'LO Storkøbenhavn ser gerne, at der skabes et grundlag for, at ungdommen fortsat kan være i Ungdomshuset på Jagtvej. Derfor bakker vi op bag de unges demonstration den 14. december.'
Sådan lyder det i en udtalelse, som LO Storkøbenhavn vedtog på sit hovedbestyrelsesmøde i mandags. LO opfordrer til, at der findes en politisk løsning omkring Ungdomshuset.
- Vi vender os ligeledes mod en eventuel nedrivning af huset på Jagtvej. Huset har for fagbevægelsen en historisk fortid og det undrer os, at EDB i slutningen af 60`erne fik nej til at nedrive huset for at bygge supermarked, hvis det nu viser sig, at Faderhuset får tilladelse, siger Peter Kay Mortensen, formand for LO Storkøbenhavn.
Han henviser til at Ungdomshuset har en fortid som Folkets Hus. Huset blev bygget af frivillige, arbejdsløse bygningsarbejdere i 1887 og finansieret af arbejderbevægelsens sparsomme midler. Frem til 1950`erne dannede det rammen om talrige af bevægelsens arrangementer. Fra juletræsfester, møder og demonstrationer til stiftelsen af KAD og udråbelsen af kvindernes internationale kampdag 8. marts under afholdelsen af II. Internationale i 1910. Ledende skikkelser som Luxembourg og Lenin har talt i huset.
Også 3F Ungdom har kastet sig ind i kampen for at bevare Ungdomshuset. De unge 3F`ere har netop sendt en støtteplakat på gaden og vedtog en udtalelse omkring Ungdomshuset på deres landsmøde den 3 - 5. november. 3F Ungdom understreger, at salget af huset var en politisk beslutning.
'Derfor må politikerne også tage ansvaret for den situation vi nu står i. De må tage de nødvendige beslutninger og frede huset en gang for alle', fastslår 3F Ungdom.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278