17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jensen vil ikke fængsle Brian

Jensen vil ikke fængsle Brian

Torsdag, 30. november, 2006, 00:00:00

Stik imod regeringens lov-og-orden dagsorden går danskerne imod fængselsstraffe. I stedet ønsker de behandling, samfundstjeneste og konfliktråd

Hvis det var almindelige mennesker, der sad med hammeren i hånden i landets retssale, og skulle fastsætte straffen for en småpusher eller en voldsmand - så ville anklagede blive straffet på en anden måde end med fængsel.
Et udvalg under Advokatrådet har præsenteret 1350 danskere for syv konkrete sager om eksempelvis gadevold og småpusheri. Står det til dommeren bliver de anklagede unge smidt i fængsel i henholdsvis 60 og 80 dage.
Men da arbejdsgruppen præsenterede helt almindelige danskere for sagerne, lød dommene ikke på fængsel. Kun tyve procent af de adspurgte ville give de unge en fængselsstraf. Fire ud af fem ville i stedet idømme en alternativ form for straf som samfundstjeneste og konfliktråd.
- Hvis politikerne vil lovgive ud fra folks retsfølelse, så ser det ud til, at logikken må være, at der ikke skal idømmes fængselsstraf men derimod genoprettende straf som eksempelvis konfliktråd, hvor gerningsmanden konfronteres med sit offer eller pårørende, samfundstjeneste eller behandling, siger en bagmændene til rapporten professor dr. jur. Flemming Balvig til Arbejderen.
Han opfordrer politikerne til helt at droppe at fængsle folk, i de sager som giver under tre måneders fængsel. I 1969 afskaffede Tyskland stort set alle fængslinger under et halvt år - uden at kriminaliteten steg af den grund. Folk slipper altså for at komme i fængsel, hvor de risikerer at blive mere kriminelle. Og samtidig sparer samfundet en masse penge: Det koster 1700 kroner per dag at have en fange i et lukket fængsel - og 1000 kroner per dag i et åbent.
Ideen til arbejdsgruppen kom efter at regeringen i 2002 fordoblede straframmen for almindelig vold fra halvandet til tre år.
Hvert år idømmes cirka 11.000 danskere en ubetinget fængselsstraf. Heraf idømmes cirka en tredjedel - 7000 borgere - en dom på tre måneder eller mindre. Det er netop disse sager med domme på under tre måneder, som et udvalg under Advokatrådet har sat sig for at undersøge.
- De berører rigtig mange mennesker. Undersøgelsen viser, at hvis man vil vide, hvad befolkningen virkelig mener om straf, så er man nødt til at gå i dialog med dem på et konkret og realistisk grundlag. I undersøgelsen foretrækker folk i konkrete sager ofte en anden type straf end fængsel. Vi kan straffe bedre i dag og skabe større tryghed i samfundet, hvis vi holder op med at tænke straf er lig med fængsel, fastslår Helle Lokdam, formand for arbejdsgruppen, til Arbejderen.
Samtidig viser undersøgelsen, at det kommer bag på folk, at landets dommere idømmer så hårde straffe.
Den ti mand store arbejdsgruppe tæller både advokater, juridiske eksperter, en fængselsinspektør og en politimester.

Se rapporten på www.advokatsamfundet.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland