Stik imod regeringens forsikringer har danske soldater i Afghanistan taget krigsfanger og overdraget dem til USA. Minister afviser undersøgelse
Danske soldater har stormet en koranskole, bagbundet 31 afghanere, givet dem hætter over hovedet og overgivet dem til mishandling i den amerikanske hærs varetægt.
Episoden udspillede sig helt tilbage i marts 2002 - men trods en række spørgsmål i Folketinget har forsvarsministeren aldrig gået i detaljer med, hvad der virkelig skete.
Det rådes der nu bod på i dokumentarfilmen 'Den hemmelige krig', som bliver sendt på DR2 den 11. december. Her fortælles historien om, hvad der skete efter at danske soldater havde ført deres fanger til USA`s fangelejr i Kandahar. Her blev afghanerne ifølge vidner slået og sparket så voldsomt, at en fik brækket sine ribben og en anden fik flækket sin næse. Mishandlingerne foregik i to dage, inden de igen blev løsladt efter fire dage i amerikansk fangenskab.
Enhedslisten har i Folketinget spurgt ind til de danske soldaters hemmelige operationer i Afghanistan. Men her nåede historien aldrig frem.
- Sagen viser, at Danmark har et stort problem, fordi landet i flere år har ført krig sammen med et land, USA, der gang på gang har overtrådt alle regler, mishandlet fanger og holdt dem i ulovlige fængsler. Det er en alvorlig sag. Danmark overtræder jo også Geneve-konventionen ved at overdrage fanger til USA, som allerede på det tidspunkt slog fast, at man ikke ønskede at overholde konventionen, siger Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen til Arbejderen.
Billeder af de 31 afghanere, som bliver ført bort af danske soldater, har ligget på hærens egen hjemmeside som et eksempel på en vellykket tilfangetagelse.
I foråret 2004 slår ministeren fast, at 'de danske styrker ikke har taget krigsfanger i Afghanistan, men indrømmer, at danske soldater 'i samarbejde med amerikanske styrker har været med til at tilbageholde 34 personer'.
Trods de alvorlige anklager afviste forsvarsministeren i et samråd i Udenrigspolitisk Nævn i går at iværksætte en egentlig undersøgelse af sagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278