16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Velfærd for hele Danmark

Velfærd for hele Danmark

Lørdag, 02. december, 2006, 00:00:00

Fagligt Ansvar foreslår, at der stiftes en landsdækkende velfærdsbevægelse. Den skal give de mange lokale bevægelser fælles retning

Tiden er inde til at give deltagerne i dette års kæmpe demonstrationer for velfærd og mod kommunale nedskæringer et fælles forum.
Det mener Fagligt Ansvars koordinationsudvalg.
- Skal det lykkes at vippe Fogh af pinden, så skal vi finde nye veje til, hvordan den slagkraftige bevægelse kan komme videre. Vi skal give de mange lokale initiativer fælles retning, siger Finn Sørensen fra Fagligt Ansvars sekretariat til Arbejderen.
Helt konkret foreslår Fagligt Ansvar at det sker ved at stifte en landsdækkende forening - 'Velfærdsbevægelsen'.
'Masseprotesterne landet over den 17. maj og aktionerne omkring og op til den 3. oktober har været klare signaler om, at befolkningen trækker en grænse for udsalget af fællesskab og solidaritet. De omfattende aktioner blandt forældre og pædagoger, blandt uddannelsessøgende og studerende har ligeledes medvirket til at udstikke rammerne for, hvordan et alternativ kan samle en folkelig bevægelse for en anden politik op, og fastholde en ny regering på den', hedder det i et forslag til plan for 'hvordan folket tager den politiske dagsorden tilbage'.
Koordinationsudvalget i Fagligt Ansvar har tidligere på ugen givet sin opbakning til planen for samling af de lokale initiativer. Og den tages med til et møde i LO Storkøbenhavn den 7. december, hvor udviklingen af fremtidens velfærdssamfund er sat til debat.
Et af forslagene går på, at 'Velfærdsbevægelsen' stiftes den 20. januar. Og at der holdes en landsdækkende konference den 17. maj, hvor alternativer til Fogh-samfundet sættes til debat.
- Vi håber selvfølgelig, at der vil være opbakning til vores forslag om at stifte en landsdækkende forening. Vi kan altid diskutere datoerne, men vi mener bare, at det haster med at træffe nogle konkrete beslutninger, så de mange, der er aktive lokalt, får nogle fælles pejlemærker, siger Finn Sørensen.
Initiativet bliver vel mødt i Nordjylland.
- Vi hilser en landsbevægelse velkommen. Der er klart brug for at koordinere aktiviteterne på landsplan, så bevægelsen bliver så slagkraftig som muligt, siger Allan Busk, formand for den grønne gruppe i 3F Aalborg, til Arbejderen.
Han er samtidig talsmand for 'Nordjyder for velfærd', som blev stiftet på et velbesøgt møde i onsdags.
Foreningen er i følge vedtægterne tilsluttet det landsdækkende netværk 'Velfærd til alle'. Allan Busk ser derfor umiddelbart ingen problemer med, at 'Nordjyder for velfærd' kobler sig på en mere etableret landsbevægelse for velfærd.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland