09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kravet er højere løn

Kravet er højere løn

Tirsdag, 05. december, 2006, 00:00:00

Lønkravet indtager en klar førsteplads på listen over ni andre typiske overenskomstkrav. 56 procent har lønkravet med i top tre

40 procent af lønmodtagerne på det private arbejdsmarked peger på højere løn som deres første prioritet ved de forestående overenskomstforhandlinger. Samtidig har 56 procent af dem lønnen med i deres top tre over de vigtigste krav.
Lønkravet indtager dermed en klar førsteplads på listen over ni andre typiske overenskomstkrav, viser en undersøgelse som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.
- Lønmodtagerne forventer en ordentlig pose penge. Vi er i en højkonjunktur med flotte virksomhedsregnskaber, mangel på arbejdskraft, stigende aktiekurser og direktører, som får store bonusser, siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Aalborg Universitet, til A4.
Han forudser vanskelige forhandlinger.
Det kommer ikke bag på Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal og CO-industri, at der er fokus på løn denne gang.
- Men jeg tror alligevel, medlemmerne er meget bevidste om, at de danske virksomheder fortsat skal være konkurrencedygtige. De vil have deres del af værdistigningen, men de vil ikke afbryde jobfesten til gengæld for en lønfest uden job, lyder hans kommentar.
Thorkild E. Jensen er enig i, at forhandlingerne kan blive vanskelige. Han skal selv lede forhandlingerne på vegne af cirka 240.000 ansatte i industrien, den største gruppe blandt de omkring 600.000 lønmodtagere, der skal have nye overenskomster.
- Der er stor forskel på, om du forhandler i en situation med en hel del ledige eller i en situation med mangel på arbejdskraft. Og om økonomien er presset, eller der er gode tegn for økonomien. Det er med til at bestemme lønmodtagernes forventninger til forhandlingerne. Hvis forventningspresset er højt, og modparten ikke vil opfylde dine krav, bliver det svært, siger han til Ugebrevet.
Undersøgelsen er lavet blandt 958 privatansatte medlemmer af forskellige LO-forbund. Der er langt ned til det krav, der får næst flest 'stemmer', nemlig højere pension, som 14 procent af deltagere har øverst på ønskelisten. Efteruddannelse, som af topforhandlerne på begge sider af bordet bliver vægtet højt, kommer ind på en femteplads, ønsket af otte procent af LO-medlemmerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland