Landsdækkende OK-konference den 13. januar. Der skal fuld skrue på for at sætte arbejdspladsernes krav i centrum, lyder det fra arrangørerne
Præcis en måned inden overenskomstforhandlingerne ifølge planen skal være afsluttet, kalder OK 2007 samarbejdet til landsdækkende konference.
- Det er mit indtryk, at de overordnede krav har bundfældet sig. Nu skal vi med afsæt i konferencen have bredt kampagnen ud på arbejdspladserne, siger Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens, og én af initiativtagerne til konferencen.
Han erkender, at det haster med at få sat skub i den kampagne, der skal markere de krav, som alle på tværs af faggrupper opfatter som vigtige og centrale.
- Det er emner, som forholdene for folk med skæve arbejdstider, men også de mere traditionelle krav om højere mindsteløn og feriebetaling, der vil være i fokus, forudser Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens & Omegn, der lægger hus til konferencen den 13. januar.
Overenskomstforhandlingerne foregår i en situation, hvor beskæftigelsen er rigtig god, og hvor der er god gang i økonomien generelt. Det lægger et vist pres på forhandlerne, mener Bjarne Sørensen.
- Der opbygges nogle rimelige forventninger til et hæderligt resultat. Og OK-kampagnen skal være med til at fastholde det forventningspres, siger han til Arbejderen.
Han undlader ikke at sende en hilsen til fagbevægelsen top, der efter hans opfattelse en alt for defensive.
- Vi har jo hørt både LO`s Hans Jensen og Thorkild E. Jensen spille den sædvanlige melodi og tale forventningerne ned. Vi har aldrig haft bedre udgangspunkt for at opnå et hæderligt resultat. Hvis det ikke kan lykkes denne gang, hvornår kan det så, slutter Bjarne Sørensen.
OK-konference
Lørdag den 13. januar 2007 kl. 11-14.30 hos 3F Horsens & Omegn.
Der bliver oplæg og debat om løndumping og omgåelse af OK-aftaler, løn og ferie, skæve arbejdstider samt unge og lærlinge.
Endelig skal deltagerne tage stilling til kampagneinitiativer.
Tilmelding via din fagforening. Spørgsmål kan rettes til 3F Horsens tlf.: 70 300 906 - e-mail: hans.s@3f.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278