06 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Målstregen er passeret

Målstregen er passeret

Lørdag, 09. december, 2006, 00:00:00

Alle sejl har været sat til i den forløbne uge. De sidste 18 abonnementer, der manglede i de udvalgte kredse, er blevet hentet hjem. Dermed er alle seks kredse i mål!

Det er Arbejderens læsere, der den sidste uge har bragt abonnementskampagnen i hus. Både gaveabonnementer og almindelige abonnementer er blevet ringet og sendt ind til abonnementsafdelingen i løbet af ugen.
Flere læsere har haft lommekalenderen fremme og ringet til venner og bekendte for at høre, om ikke de ville abonnere på Arbejderen. En række gaveabonnementer er blevet fordelt på Lolland Falster, og de første julegaveabonnementer er også gjort klar til at lægge under træet.
Ikke mindre end 73 abonnementer er der blevet tegnet på landsplan siden sidste lørdag!
Dermed er Arbejderen nu berettiget til at modtage portostøtte efter de nye regler i det kommende kvartal, og avisens eksistens er foreløbigt sikret.
I alt er der tegnet 825 nye abonnementer på landsplan siden den 2. september.
Dagbladspuljen har fået besked om at vi er i mål, og nu afventer vi deres bekræftelse på, at portostøtten kan tildeles.
Kampen er dog ikke slut - fremover skal det nuværende abonnementstal vedligeholdes, så Arbejderen kan blive ved med at leve op til de ændrede regler. Hvert kvartal opgøres abonnementstallet, og det må fremover ikke gå under de måltal, der har været sat i denne kampagne. Der vil være brug for hjælp fra læserne hele året.
Derfor vil der også fremover blive sat mere fokus på abonnementstegningen, og udviklingen vil løbende blive bragt i avisen. Hvis det bliver nødvendigt, vil vi igen bede læserne om hjælp til en målrettet indsats.
Abonnementsafdelingen bringer hermed en appel til nye læsere om at forlænge abonnementet efter introduktionstilbuddets udløb, og derved være med til at sikre at Arbejderens abonnementsgrundlag også fremover vil være på plads.
Den forløbne kampagne har været den mest intensive og succesrige i avisens historie. Mere end 250 bestillinger på kampagnematerialer er kommet ind via Arbejderens hjemmeside siden kampagnens start. Dertil kommer henvendelser via telefon og brev. I alt har mere end 300 læsere bestilt materialer til uddeling i løbet af kampagnen.
Den nye folder med julemanden, der blev præsenteret her på siden i lørdags, er også allerede blevet bestilt og uddelt i store mængder. 8000 foldere er fløjet af hylderne på mindre end en uge! Der er dog stadig flere foldere tilbage, samt visitkort med kødhakkermotiv, postkort med anbefalere, klistermærker i to størrelser og 'borgerlig fars plakater'.
Hvis du vil hjælpe med at overopfylde kampagnens målsætninger kan du bestille det hele på 35 35 17 87 eller via denne formular.
Tak til alle, der har hjulpet med at sikre Arbejderens overlevelse!

Nye portoregler
Folketinget har omlagt reglerne for portostøtte til dagblade. Det betyder, at det bliver dyrere at få bladene sendt ud af Post Danmark.
Dagblade kan søge støtte til udbringning fra en særlig avispulje, som Folketinget har oprettet.
Men for at kunne få støtte skal Arbejderen i seks ud af 11 bladkredse have et abonnementstal svarende til en promille af husstandene.
Den 2. september manglede Arbejderen 508 abonnenter for at kunne opfylde det mål. Derfor igangsatte vi en abonnementskampagne for at nå målet inden nytår, hvor de nye regler træder i kraft.
Det har resulteret i 656 abonnenter i de seks kredse. Målet er for længst overopfyldt i flere kredse, og i denne uge kom de sidste tre kredse i mål.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland