Deltagerne på et møde i LO Storkøbenhavn vil arbejde for en mere etableret organisation, der kan samle velfærdsbevægelsen
Bæredygtig og langtidsholdbar.
Det er et par af de træk, Thor Möger Pedersen mener, skal kendetegne en ny landsdækkende bevægelse for velfærd.
Han deltog torsdag på et møde i LO Storkøbenhavn, hvor spørgsmålet var sat på dagsorden.
- Deltagerne blev enige om, at vi vil arbejde i retning af en mere etableret organisation, der har en struktur og et fælles grundlag, der kan samle bredt politisk, siger Thor Möger Pedersen til Arbejderen. Han sidder i koordinationsgruppen i Genstart Danmark, som samler politiske ungdomsorganisationer.
I løbet af året har masser af folk på tværs af alder og fag sat sig i bevægelse for velfærd.
- Lokalt er der oparbejdet mange kontakter og netværk, men det er de færreste steder, det har fået et organisatorisk udtryk. Det er kun i Aalborg og Århus, der findes etablerede velfærdsgrupper. En landsorganisation kan være med til at få mere hold i de lokale grupper og gennem en national koordinering give bevægelsen retning, mener Thor Möger Pedersen.
Initiativet til det næste skridt på den vej blev fra mødet lagt i hænderne på Genstart Danmark og elev- og studenterorganisationerne.
Anders Olesen fra Fagligt Ansvars koordinationsudvalg var også med på mødet.
- Der er ingen tvivl om, at der er brug for en landsorganisation, der kan samle bevægelsen op og give den retning. Samtidig skal den sikre, at der kommer endnu flere grupper med, både flere faglige organisationer men også lejerbevægelsen og andre sociale grupper, siger Anders Olesen til Arbejderen.
Han mener, det er oplagt at drage nytte af de erfaringer, bevægelsen indtil nu har gjort sig. Og at man samtidig bygger videre på de materialer, der allerede er udarbejdet med forslag og ideer til en alternativ politik til regeringens.
Thor Möger Pedersen er klar til at tage fat på opgaven.
- Målet er at gøre velfærdsbevægelsen mere velfunderet op til næste valg, så den fremstår med nogle konkrete og reelle alternativer til den velfærdspolitik, regeringen står for.
Ungdomsrepræsentanten håber, at bevægelsen også vil fortsætte efter et valg og slutter med et løfte om, at der kommer et initiativ senest i februar 2007.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278