Dansk Metal skønner, at op mod 2000 af forbundets medlemmer har været i kontakt med asbesten i DSB-tog. Metal Randers vil holde informationsmøde
Tusinder af nuværende og tidligere DSB-ansatte og andre, der kan have været i nærkontakt med den livsfarlige asbest i DSB-togene, går i disse dage rundt og frygter det værste.
Det gælder blandt andet medlemmer af Dansk metal i Randers der arbejder eller har arbejdet på byens togfabrik Scandia - nu Bombardier.
- Vi har i løbet af i dag haft 10-12 medlemmer, der har henvendt sig i afdelingen og spurgt hvordan de skal forholde sig, fortæller Henrik Leth, faglig sekretær i Metal Randers, til Arbejderen
- Vores medlemmer har også repareret mange togvogne på togfabrikken her i Randers, så det er ikke kun et problem af ældre dato, forklarer Henrik Leth.
Metal Randers skønner, at et sted mellem 200 og 400 af fagforeningens medlemmer kan have været i kontakt med asbesten i DSB-togene.
- Vi har sendt en opfordring ud til vores medlemmer om at henvende sig til os, hvis de har mistanke om, at man har været i kontakt med asbest, så de kan komme igennem et helbredstjek. -Vi vil også indkalde til et orienteringsmøde så hurtigt som muligt, siger Henrik Leth.
Ifølge HR-chef Malene Bresson i DSB`s helse- og miljøafdeling kører der ikke flere DSB-tog med asbest rundt på danske skinner.
- Men jeg kan i sagens natur ikke give en 100 procent garanti, siger HR-chefen til Arbejderen.
DSB måtte i sidste uge trække en sådan garanti tilbage, da de fandt ud af, at et S-tog med den ekstra farlige blå asbest på grund af en registreringsfejl havde kørt rundt i hovedstadsområdet indtil for blot 14 dage siden.
Ifølge Malene Bresson har DSB siden asbest-forbudets indførelse i 80`erne gjort alt for at forsegle den kræftfremkaldende asbest, og få den fjernet fra togvognene i takt med at de gennemgik større renoveringsarbejder. Hos Dansk Jernbaneforbund er man dog i besiddelse af dokumentation for, at mange togvogne har lækket asbest, især i perioden 1988 til 1998.
Forbundet mener, at kontrollen har været så lemfældig, at chefen for DSB S-tog, Benny Würtz, skal fyres. Forbundet overvejer også erstatningssag mod DSB-ledelsen, fordi den har svigtet sit ansvar over for de ansatte, oplyser forbundsformand Ulrik Salmonsen.
Livsfarlig asbest
Asbestfibre er så tynde, at de kan slippe helt ud i lungerne og forårsage kræft. Hidtil har 22 tidligere DSB-ansatte fået erstatning for asbest-relaterede sygdomme. Arbejdsskadestyrelsen har registreret 50 tilfælde blandt jernbanearbejderne. Men da der oftest går mindst 20 år fra udsættelsen for asbest til man bliver syg af det, kan dette tal meget vel vokse i de kommende år, frygter fagforbundene.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278