08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dom i DPD-sag udskudt

Dom i DPD-sag udskudt

Onsdag, 13. december, 2006, 00:00:00

Blokade mod DPD træder tidligst i kraft 18. januar. Arbejdsretten skal bruge mere tid til at vurdere klage fra arbejdsgiveren over 3F`s blokadevarsel

Der blev ikke som ventet afsagt dom i sagen om DPD torsdag i sidste uge.
- Dommeren skulle bruge seks uger mere til at tænke sagen igennem. Så nu må vi altså vente til den 18. januar, før vi ved om vi kan gå i gang med blokaden af DPD`s afdelinger rundt om i landet, fortæller John Berg fra 3F Kolding til Arbejderen.
Den multinationale pakkedistributør, med afdelinger seks steder i landet og hovedsæde i Kolding, har dermed fået ekstra frist til at tænke over fagforeningens krav om overenskomst for de ansatte.
- 3F har varslet konflikt uden at overholde kravene i dansk arbejdsret. Et af kravene er, at man skal oplyse, om man vil iværksætte en strejke og i givet fald, hvem der vil være omfattet af strejken. Det har 3F ikke gjort, og derfor har vi indbragt konfliktvarslet for Arbejdsretten, oplyser DPD`s direktør Johan Staahl til Arbejderen.
3F undrer sig over, at Arbejdsretten ikke var i stand til at træffe en afgørelse i torsdags. I andre sager af lignende karakter har fagforeningen heller ikke afleveret lister med navne på medlemmer. Og 3F har en helt speciel grund til ikke at gøre det i denne sag.
- Vi har en velbegrundet mistanke om, at navnene skal bruges til at true vores medlemmer til at flytte over i de kristelige og opgive kravet om overenskomst, lyder det fra John Berg.
Til at understøtte den forklaring deltog Emil Audunsson som vidne i Arbejdsretten. Han fortalte at han skulle underskrive en overflytningsblanket, hvis han ønskede at beholde sit arbejde ved DPD i Kolding.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland