08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slut med gratis bleer og mad

Slut med gratis bleer og mad

Onsdag, 13. december, 2006, 00:00:00

Forældrebetalingen til vuggestuer og børnehaver må højest udgøre 25 procent af prisen. Hver fjerde kommune indfører til gengæld betaling for mad og bleer

- Kommunerne leder i alle lommer, konstaterer Jakob Sølvhøj, formand for den pædagogiske sektor i Fag og Arbejde (FOA).
Det gør han på baggrund af den undersøgelse, forbundet er ved at lægge sidste hånd.
Den viser, at flere kommuner er i fuld gang med at omdanne fritidshjem til SFO`er.
- I dag er der er loft over, hvor meget kommunerne må opkræve forældre med børn i fritidshjem. Ved at flytte fra én lovgivning til en anden, som det er tilfældet når de flytter fritidshjemmene over under folkeskoleloven, så de bliver til SFO`er, får kommunerne mulighed for at sætte forældrebetalingen betragteligt i vejret, siger Jakob Sølvhøj til Arbejderen.
Han tilføjer, at der bliver tale om prisstigninger på lidt over fire procent fra 1. januar 2007.
- Hvis man reelt vil give forældrene et tilbud om billigere pasning, så er det jo indlysende, at man også er nødt til at indføre et loft over forældrebetalingen til SFO`erne. Ellers vælter man jo bare udgifterne over på forældrene på en anden måde.
Efter Jacob Sølvhøjs opfattelse er det udtryk for kommunernes problemer med at få budgetterne til at hænge sammen.
Helt konkret skal de have dækket det hul i indtægterne, som nedsat forældrebetaling efterlader, når der fra nytår maksimalt må opkræves 25 procent af den samlede pris for en børnehave- eller vuggestueplads.
- En anden måde at hive pengene hjem på, bliver ved at afskaffe den gratis mad og bleer i vuggestuer og børnehaver. Det sker ifølge vores undersøgelse i hver fjerde kommune, fastslår sektorformanden.
Helsingør Kommune er én af dem.
Erling Hansen, formand for kommunens børne- og ungeudvalg, forklarer til DR, at Helsingør er blevet snydt i fordelingen af regeringens kompensationspulje. Kommunerne har fået kompensation ud fra indbyggertallet og ikke ud fra, hvor mange børn der skal passes.
- Vi har trukket det korte strå i omfordelingen, og det har kostet Helsingør Kommune omkring 15 millioner kroner. Den eneste mulighed, vi havde for at hente de penge, var ved at lave vores fritidshjem om til SFO`er og så hæve forældrebetalingen, siger Erling Hansen.
Det kommer til at koste 200 kroner om måneden at være med i madordningen og 75 kroner for bleer. Prisen for en plads i SFO bliver på 1220 kroner om måneden. I dag koster det 895 kroner at være i fritidshjem.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland