Gymnasierne har i årets løb summet af aktivitet og protester. Tre gange har gymnasieeleverne været på gaden og resultaterne er ikke til at overse

- Jeg synes det er rigtig vigtigt, at nogle reagerer, når gymnasiernes økonomi bliver forringet, ellers bliver angrebene bare ved, siger gymnasieelev på Rysensteens Gymnasium Martine Rechnagel Udsen.
Sammen med blandt andre Anne Marie Appelqvist og Mina Bernardini har hun været med til at arrangere årets protester imod velfærdsforliget, kommuneaftalen og finansloven. De er alle tre med i elevrådet på Rysensteen Gymnasium og aktive i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
Arbejderen møder de tre elever for at få deres vurdering af årets omfattende velfærdskampe.
- Forringelserne kommer hovedsageligt til at gå ud over dem, der ikke har så meget overskud, og måske heller ikke har overskud til at reagere imod forringelserne. Derfor skal dem, der har overskud, gøre noget, og derfor har jeg valgt at lægge mine kræfter i protesterne, fortæller Martine.
Hun mener, at de fleste elever forholder sig til den førte uddannelsespolitik, fordi de kan mærke den i deres egen hverdag, når der ikke er råd til nye bøger og man sidder i overfyldte klasselokaler med elendige borde og stole.
På Rysensteen Gymnasium har man valgt at oprette en ekstra klasse på hver årgang i stedet for at proppe flere elever ind i klasserne, men det har ikke løst problemet.
- Det kan altså godt mærkes, at der nu går cirka 90 mennesker mere på skolen, end den egentlig er beregnet til, der er ikke længere plads til alle i kantinen, støjniveauet på gangene er øget væsentligt, og der er ikke nok klasselokaler, så vi må rotere mellem lokalerne, hvilket giver mange mellemtimer og et nyt skema hver dag, siger Anne Marie Appelqvist.
Ifølge Mina Bernardini er det let at se sammenhængen mellem forholdene på gymnasiet og den uddannelsespolitik, regeringen fører.
- Når man sidder til budgetforhandlinger i skolebestyrelsen og hører, at der simpelthen ikke er penge i budgettet til de nødvendige forbedringer og investeringer, kan man pludselig se konsekvenserne af politikernes økonomiske prioriteringer, forklarer hun.

Alliancen
- Jeg synes det er vigtigt, at den velfærdsdiskussion der føres i hele samfundet, også bliver ført på gymnasierne. Jeg ser det som vores opgave som elevråd at bringe den diskussion ned på et niveau, hvor ganske almindelige gymnasieelever også kan være med, siger Mina. Hun mener, at man som gymnasieelev bør kunne forholde sig til samfundet og ikke kun til sin egen situation.
- Kritisk stillingtagen er en del af gymnasieuddannelsen, derfor er det oplagt, at gymnasieelever forholder sig til velfærdsspørgsmålet, tilføjer Martine Rechnagel Udsen.
I årets store velfærdsprotester har gymnasieeleverne dannet alliance med resten af elev- og studenterbevægelsen, store dele af fagbevægelsen, politiske partier og en masse andre interesseorganisationer. Under fælles paroler, der omhandlede mange områder lige fra efterløn til SU og 10. klasse, gik de sammen på gaden imod velfærdsforliget i foråret og i efteråret imod kommuneaftalen og finansloven. De tre gymnasieaktivister ser hovedsageligt denne alliance som en fordel.
- Godt nok mistede nogle elever gejsten, da fokus blev fjernet for meget fra den kamp, de brændte for, siger Martine
- Og pædagogerne var meget i fokus i en periode, tilføjer Mina Bernardini.
Men de er enige om, at de ikke ville have fået lige så meget ud af protesterne, hvis de havde kæmpet alene.
- Det har været svært at skulle forklare eleverne, hvorfor vi for eksempel gik på gaden for at bevare efterlønnen. Det var der mange, der ikke mente, vi skulle blande os i, men jeg synes man bliver nødt til at se det som den samme kamp, siger Mina og uddyber:
- Regeringen vil have os ud på arbejdsmarkedet hurtigere, og truer med at bruge SU`en til at piske os derud. Samtidig vil de have os til at blive der længere ved at forringe mulighederne for at gå på efterløn. Det er jo to sider af samme sag, og derfor er det den samme kamp vi kæmper.
- Vi får større sejre, når vi er flere sammen, mener Mina. Efter demonstrationen 17. maj, der blev kaldt den største demonstration siden påskestrejkerne i 1985, blev både SU-forringelserne og afskaffelsen af 10. klasse fjernet fra velfærdsforliget, det tvivler hun på var lykkedes, hvis de studerende havde stået alene med protesterne.
- Hvis ikke vi står sammen, kommer vi til at stjæle fra hinanden samfundsgrupperne imellem, og det har vi altså ingen interesse i.
Generelt er der stor tilfredshed med den alliance, der er blevet skabt på tværs af alder og faggrupper.
- Vi håber denne alliance kan fortsætte længe endnu, men den skal plejes og værnes om, hvis det skal blive ved med at fungere. For eksempel kan vi ikke bare springe til og fra og sige: 'Det her vil vi gerne være med til, men det her vil vi ikke støtte op om'. Vi kan ikke forvente, at vores samarbejdspartnere støtter vores paroler, hvis ikke vi støtter deres, siger Mina Bernardini.
Nogle af gymnasieelevernes vigtigste alliancepartnere har været gymnasielærerne og deres organisation Gymnasieskolernes Lærerforening. På Rysensteen Gymnasium var der et tæt samarbejde mellem lærere og elever, fortæller de tre elever.

Bevidstgørelsen
De tre er enige om, at den velfærdsbevægelse, de selv er en del af, har været med til at bevidstgøre en masse unge mennesker og har tvunget dem til at tage stilling til det samfund, de lever i.
- Jeg tror helt sikkert, at mange flere unge er begyndt at tænke politisk og vil begynde at organisere sig, spår Mina .
- Vi har været med til at sætte en diskussion i gang i samfundet og det har skabt en politisk udvikling væk fra koncensussamfundet og skabt noget røre i det politiske liv. Som eksempel nævner hun den interne splittelse på den borgerlige fløj.
Det sidste halve års protester har været større og har inddraget mange flere mennesker, end det er set de sidste mange år. Anne mener simpelthen bare folk har fået nok.
- Regeringen har lavet så mange reformer af velfærden på den ene og den anden måde, at folk efterhånden er blevet trætte af det, siger hun.
- Folk undrer sig over, at de bliver udsat for flere og flere besparelser, mens regeringen går ud og blærer sig med et overskud i statskassen, tilføjer Martine.
Før i tiden har gymnasieelevernes protester rettet sig imod amterne og i højere grad omhandlet enkeltsager. I modsætning hertil har det sidste års protester imod velfærdsforringelserne placeret ansvaret direkte ved regeringen. Samtidig er de mange enkeltsager blevet kædet sammen til et fælles krav om bevarelse af velfærden.
- Det er blevet mere tilladt at kritisere regeringen, mener Mina Bernardini.
- Før blev det opfattet som en kritik af demokratiet, hvis man satte spørgsmålstegn ved de beslutninger, en demokratisk valgt regering tog.
Når gymnasierne den 1. januar bliver selvejende institutioner under staten, som handelsskoler og tekniske skoler allerede er, bliver det lettere at stille regeringen til ansvar for den økonomiske politik, de fører på gymnasieområdet, mener Mina. Indtil nu har amterne stået for gymnasiernes økonomi og har gennem amtsaftalerne fået et beløb pr. gymnasieelev.
- Vi har hele tiden forsøgt at forklare eleverne, at amterne jo bare gjorde, som regeringen sagde, de skulle, men når nedskæringerne kommer fra amtet, er det svært at stille regeringen til regnskab for dem, forklarer Mina.

Selveje
Gymnasierne kan se frem til en økonomi, tilsvarende den handelsskolerne og de tekniske skoler har i dag. Her er det ikke usædvanligt med op til 36 elever i klasserne og 'lærerfri undervisning' for at spare på lærerlønningerne. Gymnasieeleverne har protesteret voldsomt imod at blive selvejende men uden held.
- Handelsskolerne har været selvejende i 15 år, der kan man se, hvor slemt det også bliver for os, siger Anne Marie Appelqvist.
Handelsskoleeleverne har også deltaget i protesterne mod finansloven og har i den forbindelse fremhævet, at de har meget værre forhold end gymnasieeleverne.
- En af grundene til at de har så dårlige forhold, er jo netop, at de ikke har kæmpet imod forringelserne, før de blev indført, forklarer Martine Rechnagel Udsen.
- Problemet er, at når handelsskoleeleverne så endelig protesterer, bliver der i medierne skabt et modsætningsforhold mellem os gymnasieelever og dem. Det kommer til at fremstå som om, vi ikke har noget at brokke os over, fordi de har det værre end os, siger Anne.
Mina ser det som et klart eksempel på, at man bør stå samme i stedet for at bekæmpe hinanden.
- Bare fordi handelsskoleeleverne har det røvdårligt, betyder det da ikke, at vi ikke må brokke os over, at vi også har det dårligt. Vi burde stå sammen og kæmpe for, at der kommer flere penge til uddannelse generelt, slår hun fast.
Når gymnasierne bliver selvejende, kommer de til at køre efter taxametersystem. Det vil sige, at de får et fast beløb fra staten per elev. Derfor bliver det i det enkelte gymnasiums interesse at tiltrække så mange elever som muligt. Det er gymnasierne begyndt at indstille sig på, og det kan allerede mærkes, fortæller Anne.
- Vores skole har netop brugt 20.000 kroner på to nye plasmaskærme og 15.000 på at få designet et nyt logo, fortæller hun.
- Til elevrådsmøderne spørger folk os, hvordan skolen kan have råd til det, når der ikke er råd til gardiner i klasseværelserne eller nye bøger, oplyser Martine.
Skolebestyrelsens sammensætning er også blevet ændret i forbindelse med overgangen til selveje. Den nye bestyrelsesformand på Rysensteen Gymnasium er blevet hentet ind fra Copenhagen Business School - endnu et eksempel på, hvordan gymnasierne bliver mere og mere kommercialiserede i takt med overgangen til selveje.
Selvejet bliver først for alvor indført i 2008. 2007 er således et overgangsår og derfor er gymnasiernes økonomi for 2007 fastsat i finansloven. I den forbindelse har der været uenighed mellem på den ene side Bertel Haarder og på den anden side gymnasieeleverne, lærerne og rektorerne. De har ikke kunnet enes om, hvilke tal der burde ligge til grund for budgettet for 2007.
- Det var rigtig smart af Bertel Haarder at begynde og lege talkrig, for den krig ved han, at han kan vinde. Der er jo ingen, der vil tro på, at gymnasieelever regner bedre end en minister, og når diskussionen foregår på det niveau, er det jo umuligt for gymnasieelever at deltage, mener Mina Bernardini.
- Vi skal lade være med at lege økonomer, for det er vi ikke, vi skal fokusere på det, vi ved noget om: Forholdene på de danske gymnasier. Vi skal holde fast ved, at vi altså kan mærke konsekvenserne af nedskæringerne, ligegyldigt hvilke tal Bertel Haarder kan legitimere dem med, fortsætter hun.
- I virkeligheden burde de tal også være ligegyldige, erklærer Martine Rechnagel Udsen.
- For hvis Bertel Haarder vil have et videnssamfund, så må han også betale det, det koster.

Resultater
Efter protester fra både elever, lærere og rektorer er der blevet sat flere penge af på finansloven til gymnasierne i 2007. Det drejer sig om 50 millioner til administrative omkostninger og 6000 kroner mere per ekstra elev. Det vil sige 74 millioner i alt. Det stillede lærerne og rektorerne sig tilfredse med, men eleverne valgte alligevel at demonstrere igen den 21. november. De mener nemlig ikke, at de 74 millioner kan lukke det hul på 250 millioner, som overgangen til selveje ifølge deres udregninger har medført i gymnasiernes økonomi.
Ikke desto mindre er gymnasieeleverne glade for de indrømmelser, der er kommet fra ministeren.
- Jeg synes det er positivt, at vi vandt nogle penge. Det ser stadig ikke godt ud, men jeg tror lige vi kan klare os nu, siger Mina.
Bertel Haarder nægter dog pure, at de ekstra penge skulle have noget som helst med elevernes protester at gøre. De er udelukkende et resultat af forhandlinger med Rektorforeningen, påstår han.
- Det er bare et forsøg på at få os til at holde op med at demonstrere, konstaterer Martine tørt.

Fremtiden
Men det skal ikke lykkes ham, hvis det står til Anne, Mina og Martine. De mener, at eleverne skal nok være parate til at forsætte protesterne efter en velfortjent juleferie.
- Jeg tror, der bliver stor utilfredshed, når eleverne kan begynde at mærke konsekvenserne af selveje. Vi har ikke tænkt os at stoppe her, vi vil også fremover bekæmpe de forringelser, vi kommer til at stå overfor, og næste år har vi en vigtig kamp at kæmpe for at få en ordentlig taxameterordning, slutter Mina Bernardini.