07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Intet udspil fra politikerne

Intet udspil fra politikerne

Onsdag, 20. december, 2006, 00:00:00

Kun hvis de unge melder sig parat til at rømme ungdomshuset, er flertallet på Rådhuset parat til at drøfte alternativer - betalt af Fonden Jagtvej 69

Det bliver ikke fra flertallet på Københavns Rådhus, at man skal vente sig noget initiativ til at løse konflikten omkring Ungdomshuset. Det står klart efter at politikere fra S, R og SF mandag aften diskuterede konflikten på et uformelt møde i Tivoli.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der ikke tidligere har været flertal for de forslag, der har været bragt til afstemning. Det er der heller ikke flertal for nu, siger Ninna Thomsen, der mener, at forslagene - der alle er stillet af Enhedslisten - er 'rene paradeforslag', fordi det var klart på forhånd at de ikke kunne samle flertal.
Hvad der så kan samle flertal, at Ninna Thomsen forsigtig med at udtale sig også efter mandagens sonderinger.
- Der er nuancer - og det er SF der står for nuancerne. Men sådan som jeg ser det, så ligger bolden hos de unge nu. Der kan ikke skabes flertal for at de på nogen måde kan blive på jagtvej 69, siger Ninna Thomsen til Arbejderen.
- De unge må tilkendegive, at de er interesseret i et andet hus. Så vil vi i SF gerne være med til at tage en drøftelse med Fonden Jagtvej 69 og med de unge. hvis de er interesseret i et andet hus, og hvis de er indstillet på at der bliver ro i København, så har de vores opbakning, siger Ninna Thomsen.

Hvori består jeres rolle så? Hvad er det I vil bakke op?
- Ja, der kan ikke blive tale om en kommunal løsning, det kommer der ikke til at være flertal for. Så kan man selvfølgelig spørge, om Københavns Kommune spiller en rolle, når det er fondens midler, der er i spil....

Mener du, at Københavns Kommune og jer politikere har et ansvar?
- Jamen selvfølgelig. Det er jo vores by. Vi skal jo sørge for, at der er ro i vores by. Og at tørre det ansvar af på politiet alene, og sige at de må risikere liv og lemmer, vi sidder bare og venter - det synes jeg er uanstændigt., siger Nina Thomsen
Ifølge Enhedslistens Morten Kabell skulle der holdes et uformelt møde mellem de fire partier i morgen torsdag, men det kender Nina Thomsen ikke noget til.
- Mig bekendt er der ikke aftalt flere møder, men det kan da godt være at der ligger noget i min mailbox jeg ikke har set endnu, siger Nina Thomsen.
- Jeg går da stærkt ud fra, at mødet bliver holdt. Hvis ikke finder jeg det ret underligt at Enhedslisten er koblet ud af det samarbejde, der trods alt har været mellem vores fire partier om dette her. siger Morten Kabell til Arbejderen.
Arbejderen forsøgte i går uden held at kontakte Socialdemokratiets Jesper Christensen, dels om den diskussion der fandt sted på mødet i Tivoli, dels om mødet i morgen.
På et bestyrelsesmøde i går besluttede Fonden Jagtvej 69, at den ikke vil gøre mere, før Københavns Kommune melder ud, at man er en del af løsningen.
- Kommunen har ikke budt ind med noget som helt positivt. Vi er bange for at blive taget som gidsler i denne sag, og derfor står vi helt klart fast på, at kulturborgmesteren nu dropper sin flabede øjeblikspopulisme og melder klart ud, at kommunen vil tage sin del af ansvaret, sigerfondens advokat Knud Foldschack.


Kritik fra forsvarsadvokat
- jeg har ikke set noget lignende. Nu har jeg dog været forsvarsadvokat i 37 år. Jeg har aldrig set noget så ringe præsteret i dommervagten.
Det siger forsvarsadvokat Asger Thulstrup om anklagemyndighedens 'beviser, imod de 213 anholdte unge fra lørdagens Ungdomshus-demonstration. Politiet måtte løslade alle, bortset fra tre
- Det var med et materiale, som ikke engen en førsteårs-jurist ville være bekendt at møde op med, siger ager Thylstrup til DR Nyheder.
Politiet opretholder dog sigtelserne mod de unge.


Forsinket notat
Københavns Kommunes Økonomiforvaltning har, mere end seks år efter at kommunen solgte Ungdomshuset hen over hovedet på dets brugere, nu færdiggjort et notat der skal retfærdiggøre beslutningen
Notatet fastslår, at kommunen efter alt at dømme ikke har pligt til at skaffe de unge et nyt sted at være, fordi der ifølge kommunens oplysninger fra politiet foregik kriminelle aktiviteter i Ungdomshuset. Omvendt hedder det i notatet, at brugerne brød aftalen med kommunnen, fordi myndighederne- herunder politiet - ikke kunne få lov at komme ind i Ungdomshuset.


[sidste nyt]
DR NYHEDER København 19. dec. 2006
Brev fra politiet frikender beboere i Ungdomshuset
[...] ifølge tidligere korrepondence mellem Københavns Politi og kommunen var miljøet i Ungdomshuset ikke kriminelt. I et brev fra 7. juli 1998, som Politiken.dk er i besiddelse af, skriver politiet blandt andet til kommunen:
»Der findes i dag ikke belæg for at udråbe Ungdomshuset på Jagtvej som værende et specielt tilholdssted eller base for kriminelle autonome eller andre minoritetsgrupper«[...]
»Der er i dag ikke belæg for at påstå, at Ungdomshusets brugere er mere kriminelt aktive end andre ungdomsgrupper i København«.
Det strider stik imod notatet fra Københavns Kommune.
læs hele artiklen hos DR

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland