Der er rift om pladserne under bordene på varmestuen. Registrering og krav får mange hjemløse til at vælge kommunens herberger fra

- De mest komfortable sovepladser er selvfølgelig under bordene. Så er der ikke nogen der træder på en mens man sover. Der kan jo være lidt svært at komme omkring herinde, når der er fuldt hus, siger Annemette Nyfos.
Hun leder Kirkens Korshærs varmestue i Stengade 40 på Nørrebro i København.
Det er formiddag da Arbejderen snakker med hende, og på bordene i stuen står morgenbrødet færdigsmurt med tandsmør. Det er godt når man skal kunne holde varmen i vinterkulden.
Liggeunderlag og madrasser er stablet og rengjort efter de 30 hjemløse, der natten forinden har fået sovepladser, lidt mad og mulighed for at tage et bad i lokalerne. Nødherberget, hvor natmad og husly er gratis og uforpligtende, har ti madrasser i soverummet. Men hver nat er der 30-40 overnattende. De fleste sover på liggeunderlag i det rum, der fungerer som varmestue i dagtimerne.

Uforpligtende tilbud
Nødherberget er de hjemløses alternativ til de længevarende herbergspladser, som dels koster penge og dels forudsætter registrering og behandling. Der er flere grunde til, at de hjemløse vælger de uforpligtende ennats-tilbud på varmestuerne, forklarer Annemette Nyfos.
- Det er jo folk, der er udstødt af samfundet, og som ikke kan være eller ikke ønsker at være i kontakt med de sociale myndigheder, siger hun.
- Vi har mange psykisk syge, der ikke er i behandling, og mange som på en eller anden måde ikke hører til i København. Ofte er det folk fra resten af Europa, som jo har ret til at komme til Danmark og prøve lykken, men ikke til sociale ydelser, og som altså er overladt til sig selv.

Skift i det sociale system
Men den vægtigste grund til, at de hjemløse vælger de permanente tilbud fra, er det skift, der er sket i det sociale system.
- Pludselig er det blevet sådan, at for at få hjælp, skal man gøre sig fortjent til den. Man skal være motiveret for at få arbejde, og hvis man har et misbrug, skal man vise en positiv indstilling til metadon eller antabus. De faste herbergspladser koster cirka 3000 kroner om måneden, og for at man kan få det, har samfundet altså nogle krav man skal opfylde. Og det er ikke alle der kan leve op til de krav, siger Annemette Nyfos.
- Det er jo mennesker der har et enormt behov for omsorg og samvær med andre. Men de krav samfundet stiller kommer nemt til at virke passiviserende. Faktisk er det sådan, at de mennesker der ikke har resigneret, men som har deres kampvilje i behold, de er sværest for systemet at have med at gøre. Man vil helst have folk, der siger 'det synes jeg også'. På den måde kommer samfundet til at ekskludere nogen af dem man forsøger at inkludere, forklarer hun.