Fra den 1. januar stiger Danmarks bidrag til udvikling af atomkraft i EU med 50 millioner kroner om året
Til næste år skal Danmark betale 86 millioner kroner til udvikling af atomkraft i EU.
Den 1. januar træder nye regler for landenes bidrag til den såkaldte Euratom-traktat i kraft. Planen er, at der i alt skal bruges 30,2 milliarder kroner til forskning og udvikling af atomkraft. Det betyder, at Danmark i perioden fra 2007 til 2011 skal betale 605 millioner kroner til udviklingen af atomkraft, svarende til 86 millioner om året.
- Det er fuldstændig gak, at Danmark år efter år betaler for udvikling af atomkraft. Atomkraft er en dødsensfarlig energikilde. Pengene er meget bedre brugt på at udvikle vedvarende energi, siger Rune Lund, Enhedslistens energiordfører.
Enhedslisten har netop genfremsat et tidligere beslutningsforslag i Folketinget, om at Danmark skal arbejde for at EU afvikler atomkraft som energikilde i fremtiden. Lykkes det ikke, skal Danmark melde sig ud af Euratom-traktaten.
- Alternativet er, at Danmark via EU er med til at fremme og udbygge atomkraften i EU og Europa, hvilket er helt uacceptabelt, konstaterer Rune Lund.
Forslaget skal behandles i Folketinget efter nytår.
Ikke mindst Frankrig presser meget på, for at EU skal satse på atomkraft for at sikre fremtidens energiforsyninger. Frankrig satte atomkraften på dagsordenen på et møde mellem EU`s finansministre tilbage i januar måned. Og signalet er blevet grebet. Senest erklærede EU`s udenrigspolitiske koordinator Javier Solana den 20. november, at atomkraft kunne være 'et middel til at sikre udbudet af energi og løse problemet med klimaforandringer'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278