07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tortur-direktiv er hemmeligt

Tortur-direktiv er hemmeligt

Lørdag, 23. december, 2006, 00:00:00

Forsvarskommandoen har udarbejdet et direktiv til de danske styrker om korrekt behandling af fanger. Men direktivet er hemmeligt.Det undrer Amnesty International

Den danske Forsvarskommando har udarbejdet et direktiv, der skal sikre at danske hærstyrker ikke medvirker til tortur eller mishandling af tilbageholdte eller fanger. Men det er 'klassificeret', altså hemmeligtstemplet, oplyser Forsvarskommandoen til Arbejderen.
- Alle sådanne direktiver er klassificeret. Det er hvad jeg kan oplyse om dén sag, lyder beskeden fra major Peter Abildgaard, presseofficer i Forsvarskommandoen.
Direktivet indeholder, efter hvad Arbejderen har fået oplyst, en definition af tortur hentet fra FN`s torturkonvention, og forpligter alle militærpersoner til at indberette og rapportere om mulige overtrædelser. Altså næppe oplysninger, som skulle kunne bringe danske soldaters liv i fare.
Hos Amnesty International undrer man sig. For her har man ikke hørt noget om, at direktivet skulle være hemmeligt.
- Forsvarskommandoen sendte et udkast til os og anmodede om vores kommentarer. Det har vi selvfølgelig givet. Og blandt andet påpeget, at vi savnede en forpligtelse til også at handle, hvis det var overtrædelser begået af udenlandsk militært personale, som dansk militær arbejder sammen med, siger Claus Juul, Amnestys 'researcher' på Danmark.
Direktivet er ikke mere hemmeligt, end at dets udstedelse den 24. november bliver omtalt på Forsvarskommandoens hjemmeside. Omtalen bliver bemærket af Amnesty International, som naturligt nok interesserer sig for, om organisationens bemærkninger til udkastet har ført til en opstramning af direktivet.
- I første omgang spørger vi efter, hvorfor direktivet ikke er tilgængeligt på Forsvarskommandoens hjemmeside. Og får det svar, at at det er en fejl, og at det 'bliver lagt ud i morgen'.
- På senere forespørgsler, både telefonisk og via mail, får vi henholdende svar. Men det skal jo så siges, at Forsvarskommandoen får andet at se til i det forløb, siger Claus Juul, med henvisning til den omstridte dokumentarfilm 'Den hemmelige krig', der tydeligvis har sendt Forsvarskommandoen på overarbejde.
Amnesty International havde helst set, at forbuddet mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling blev direkte indføjet i den militære straffelov, og har i løbet af året haft en dialog med justits- og forsvarsministeren herom
- Et direktiv kan jo altid ændres eller trækkes tilbage, det er sværere med en lov. Samtidig kunne man ved lovgivning sørge for, at tortur er en forbrydelse, hvor der ikke er nogen forældelsesfrist, siger Claus Juul.
Af omtalen af direktivet på hjemmesiden fremgår det dog, at udarbejdelsen af direktivet træder i stedet for en lovændring:
'Da man ikke ønskede at indarbejde en torturbestemmelse i loven, lod man i stedet Forsvarskommandoen udfærdige et brugbart direktiv for området.'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland