1300 skrev lørdag eftermiddag under på kravet om, at politikerne skal arbejde konstruktivt på en løsning omkring Ungdomshuset. Kunstnere danner støttegruppe
I dag afleverer Ikkevolds-Initiativet på Nørrebro 1291 underskrifter til partierne i Københavns Borgerrepræsentation. Underskrifterne er samlet ind lørdag eftermiddag ved demonstrationen til støtte for Ungdomshuset. Underskriverne kræver, at politikerne nu går seriøst og konstruktivt ind i arbejdet for at skabe en politisk og fredelig løsning omkring Ungdomshuset.
Mellem jul og nytår har flere nye initiativer til støtte for Ungdomshuset set dagens lys.
Center for Konfliktløsning har sammen med Ikkevolds-Initiativet samlet 27 lokale præster, skoleledere, skolebestyrelsesformænd og formænd for andre foreninger på Nørrebro bag en appel til politikerne, Faderhuset og Ungdomshuset. De opfordrer parterne til at sige ja til at deltage i et mæglingsmøde med en erfaren konfliktmægler for at finde en løsning på den fastlåste situation. Ungdomshuset har svaret ja til forslaget. Politikerne og Faderhuset har frist til i morgen omkring et svar på henvendelsen.
Et andet støtteinitiativ er den nystartede bevægelse 'Kunstnere for Ungdomshuset', der blandt andet tæller personer som Lars Knutzon, Søren Kragh-Jacobsen, Randi Laubæk og Savage Rose.
'I har selv foræret de unge huset i 1982. København og Danmark har brug for Ungdomshuset', fastslår bevægelsen. Kunstnerne har brugt juleferien på at gennemføre manifestationen på en række af de Københavske pladser for at skabe opmærksomhed omkring kravet om en fredelig og politisk løsning på konflikten.
Der er nu oprettet en webportal, som samler information om alle initiativer til støtte for Ungdomshuset. Se www.jagtvej69.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278