En gruppe borgere, vil skabe en folkebevægelse for amnesti til afviste asylansøgere, som har siddet i lejrene i mere end tre år
'Danmark viste stor gæstfrihed, da vi bød de ungarske flygtninge velkommen for 50 år siden. Nu er det tid til at hjælpe en ildestedt gruppe igen og udvise den medmenneskelighed, der stadig findes i Danmark!'
Således skriver en gruppe borgere, som har startet underskriftsindsamlingen Amnesti Nu. Foreløbig er der indsamlet omkring 42.000 underskrifter.
'Vi er en gruppe borgere, som er skamfulde og indignerede over, at vi i vort overskuds-samfund tillader at en gruppe medmennesker bliver behandlet dybt uanstændigt.'
Kravet er at der skal gives amnesti til afviste asylansøgere, som har opholdt sig i Danmark i mere end tre år.
Det vil dreje sig om cirka 800 mennesker, heraf 200 børn, som kommer fra blandt andet Irak, Kosovo og Iran.
'De er blevet flyttet rundt mellem danske asylcentre og har været i Danmark op til 8 år. Deres mistrivsel er veldokumenteret. Asylsystemet har afvist at give dem opholdstilladelse. Samtidig kan de ikke tvangshjemsendes, ofte fordi forholdene i deres hjemlande er for usikre at vende tilbage til. Deres fremtid er fortsat udsigtsløs,' skriver initiativgruppen på hjemmesiden www.amnesti-nu.dk.
Initiativet er inspireret af en lignende kampagne i Sverige, hvor 157.000 mennesker skrev under på krav om amnesti. Det medførte at den svenske Riksdag sidste år gennemførte en midlertidig udlændingelov, som gav afviste asylansøgere (specielt børnefamilier) mulighed for at få deres asylsag prøvet igen. Indtil videre har 17.000 af 30.000 fået opholdstilladelse.
I Danmark er målet at indsamle 100.000 underskrifter, som skal afleveres til dronningen og til Folketingets formand.
'At tildele de afviste asyl-ansøgere amnesti vil indebære at tage et medansvar for disse menneskers skæbne og for børnenes vedkommende at anerkende, at de ofte føler sig mere knyttet til Danmark end til det land deres forældre flygtede fra,' mener initiativgruppen.
Skriv under på www.amnesti-nu.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278