Misbrug af østarbejdere ved hjælp af falske underentreprisekontrakter koster staten et trecifret millionbeløb, vurderer skattechef. Fagforening sætter et ciffer mere på
Der bliver svindlet for milliarder af kroner med udenlandsk arbejdskraft via falske underentrepriser i byggesektoren, vurderer Malernes Fagforening, der kræver at skatteministeren får Skat til at sætte ressourcer af til at kontrollere byggepladserne.
- Hvis der skal laves en effektiv kontrol, skal både skattemyndighedernes og politiets indsats øges væsentligt. Men det kræver at de ansvarlige for myndighederne - altså ministrene - griber aktivt ind og sikrer at det sker. Vi er trætte af tom snak ud ad vinduerne, siger Bo Rosschou, næstformand i Malernes Fagforening i København.
Afdelingschef Bent O. Jeppesen, Skats ekspert i sager vedrørende udenlandsk arbejdskraft, vurderer at moms- og skatteunddragelse i forbindelse med udenlandsk arbejdskraft 'kun' at udgør højst et trecifret millionbeløb. Men også han taler for en øget kontrol af byggepladserne. Det kan simpelt hen betale sig.
- Vi kan få et meget stort tocifret eller måske trecifret millionbeløb i den danske statskasse, hvis vi får udvidet antallet af kontroller.. Den kontrol vi laver i dag, er ikke tilstrækkelig, fordi omfanget af udenlandske virksomheder,. der indlejer udenlansk arbejdskraft, stiger så voldsomt, siger Bent O. Jeppesen til Jyllands-Posten.
Som omtalt i Arbejderen i går er brugen af udenlandsk arbejdskraft nærmest eksploderet i 2006. Og at der i mange tilfælde er ugler i mosen, er den svenske spøgelsesvirksomhed Ô`Building Technology Concept Sweden' et nyslået eksempel på.
Virksomheden står officielt for renovering af Forsvarets frede bygninger i Nyboder, men er ikke til at træffe. Forsøger man får man meget betegnende fat i en svensk strudsefarm i stedet.
-- Men det er blot et af mange eksempler på de problemer, vi står over for. I praksis er fagbevægelsen i dag den eneste kontrolmyndighed. Hverken politiet eller skattemyndighederne formår at løfte opgaven.
Arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri gør det ikke lettere at komme svindelen til livs, mener Bo rosschou.
- Ledelsen er åbenbart befolket af kortsigtede personer, der mener det er til deres fordel, at der ikke er ordnede forhold i byggesektoren, og at de kan score kassen på kaos og anarki, siger Bo Rosschou til Arbejderen, med henvisning til, at for eksempel den svenske spøgelsesvirksomhed uden problemer er blevet indmeldt i Dansk Byggeri.
Skatteminister Kristian Jensen har lovet, at han først i det nye år vil tage kontakt til landets skattecentre for at lodde omfanget af problemet, og derefter sammen med Skats ledelse vurdere, hvad der skal ske. Men Malernes Fagforening er trætte af løfter, og kræver handling nu.
- Situationen er totalt uholdbar, og det burde stå klart for alle og enhver - også for regeringen., understreger Bo Rosschou.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278