Dansk Industri og CO-industri indleder overenskomstforhandlingerne i morgen. Forskellige signaler fra toppen i fagbevægelsen
I morgen starter spillet om fornyelse af overenskomsterne. Da mødes de absolutte sværvægtere fra CO-industri og Dansk Industri for at tage hul på forhandlingerne på vegne af 240.000 ansatte på landets industriarbejdspladser.
Forhandlinger bliver fulgt tæt, da resultaterne på industriens område sædvanligvis lægger linjen for de øvrige forhandlinger på det private arbejdsmarked.
De næste uger vil vise, om forhandlerne er i stand til at indfri forventningerne fra de omkring 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked, der skal have nye overenskomster. For mens forventningerne blandt lønmodtagerne tydeligt går i retning af mere i løn, højere feriebetaling og bedre arbejdsforhold for skifteholdsarbejdere, er signalerne fra toppen i dansk fagbevægelse langt mere tvetydige.
Uddannelse
Thorkild E. Jensen, CO-industris formand og formand for Dansk Metal, satser på at bringe helt nye elementer ind i overenskomsterne. Hvilke nye elementer det drejer sig om, vil han først afsløre ved de indledende forhandlinger i morgen. Alligevel kommer han med en antydning på forbundets hjemmeside.
- Det vigtigste for fremtidens metalarbejdere er uddannelse. Når metalarbejderne har klaret sig rigtig godt frem til nu, så er årsagen gode uddannelser. For at klare kravene om omstillingsparathed og fleksibilitet på fremtidens arbejdsmarked skal der satses endnu mere på uddannelse og viden, siger Thorkild E. Jensen.
Fem kroner i timen
John Larsen, der skal forhandle på vegne af bygningsgruppen i 3F, mener det bliver svært at komme udenom kravet om højere løn. Udgangspunktet for 3F hedder fem kroner mere i timen hvert af de to år overenskomsten løber.
- Vi er på toppen af den største højkonjunktur, vi nogensinde har oplevet. Der er et massivt forventningspres om, at der kommer flere penge i lønningsposen, siger gruppeformanden til Fagbladet.
Nye lønelementer
Også Nærings og Nydelsesmiddelarbejderforbundet (NNF) har indset, at lønnen er vigtig for medlemmerne.
- Den store knude bliver derfor at indfri medlemmernes naturlige forventning om at få mere i løn uden at lægge så stort pres på virksomhederne, at de vil outsource endnu mere fremover, mener næstformand i NNF, Jens Peter Bostrup.
Han tror, at forhandlingerne kommer til at handle om mere end den nøgne løn.
- Vi sælger arbejdskraft. Ikke bare i form af arbejdstid, men også i form af viden. Derfor er nye lønelementer og adgang til uddannelse interessante emner at debattere, mener forhandlingslederen.
Fem områder
Omkring 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked skal have nye overenskomster.
Forhandlingerne kan groft sag deles op i fem hovedområder:
Industrien - 240.000 arbejdere.
Transport, rengøring, fødevareindustri og tekstil - godt 100.000 arbejdere.
Byggeriet - 100.000 arbejdere.
Handel og service - 60.000 arbejdere.
Øvrige overenskomster - omkring 100.000 arbejdere.
Kilde: LO
Tidsplan
De reelle overenskomst-forhandlinger går i gang 5. januar. Det største område CO-industri og Dansk Industri lægger ud. De har sat sig som mål at have en aftale på plads den 15. februar.
NNF indleder sine forhandlinger den 11. januar.
Alle forhandlinger skal være overstået med udgangen af marts måned, hvor de nugældende overenskomster udløber.
Kilde: 3F
OK-konference
Landsdækkende konference for tillidsfolk og andre interesserede.
Oplæg og debat om løndumping og omgåelse af OK-aftaler, løn og ferie, skæve arbejdstider samt unge og lærlinge.
Konferencen skal tage stilling til hvilke aktiviteter, der skal sættes i gang for at få fokus på fælles krav og sikre et godt overenskomstresultat.
Lørdag den 13. januar 2007 kl. 11-14.30 hos 3F Horsens & Omegn.
Tilmelding via din fagforening til 3F Horsens og indbetaling af deltagergebyr på konto nr.: 5343 0314319 - anfør: OK 2007 samt antal og indbetaler.
Eventuelle spørgsmål til: 3F Horsens tlf.7030 0906 - e-mail hans.s@3f.dk
Arrangør: OK2007-initiativet
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278