16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gadeaktivisme er også skoling

Gadeaktivisme er også skoling

Torsdag, 04. januar, 2007, 00:00:00

En rundtur til Kommunistisk Partis afdelinger i København

Hvad laver Kommunistisk Parti Nordvest?
- Det, der ligger lige for, er selvfølgelig at dele Arbejderen ud. Så har der også været demonstrationerne for Ungdomshuset, som vi har deltaget i som parti. Jeg håber, at der kommer rigtig mange lokale aktiviteter i det hele taget.
- Der er selvfølgelig også brug for skoling, men skoling kan også være gadeplansaktivisme. Konkret er der en del organisationer, der er flyttet til Nordvest, blandt andet i et stort fælles hus hvor Danske Gymnasieelevers Sammenslutning bor nu. Der er også mange fagforeninger i kvarteret, og dem skal vi selvfølgelig arbejde sammen med.
- Vores afdeling holder medlemsmøder i Nordvest Bogcafé på Frederikssundsvej. Det giver et godt grundlag for en politisk atmosfære at holde til sådan et sted - og de andre der kommer i caféen, er jo naturlige samarbejdspartnere for os.

Hvorfor er du medlem af Kommunistisk Parti?
- Fordi det er vigtigt, at de klassebevidste arbejdere organiserer sig! At det netop blev Kommunistisk Parti, er fordi, det er rigt på erfaringer, men også historieløst - på den fede måde, he he - det kan se fremad uden at blive skudt ned på grund af en masse gammel bagage.
- Det begyndte med, at jeg fik mig et abonnement på dagbladet Arbejderen i foråret, og for et par måneder siden begyndte jeg så at overveje at melde mig ind. Jeg kiggede lidt på DKP/ML`s og Kommunistisk Samlings rødder i et stykke tid, og deltog i et programseminar, der var rimelig godt. Så søgte jeg om optagelse kort efter partistiftelsen.

Hvad arbejder du selv med?
- I øjeblikket er jeg på barsel, så jeg går mest og nørder politisk teori. Det er mest Engels, men blandt andet også Lenin. Jeg er også med i Offensiv. Jeg har efterhånden været aktiv på de fleste politiske områder, og der er egentlig ikke noget jeg synes er mere vigtigt end andet. I sidste ende er det hele jo vigtigt.

Anders Sørensen , 22 år, har barselsorlov.
Meldt ind i Kommunistisk Parti i december 2006. Er også aktiv i ungdomsbevægelsen Offensiv.
Medlem af Kommunistisk Partis Nordvest Afdeling.


Hvad laver Kommunistisk Parti Nørrebro?
- Det er klart, at det har været svært at komme udenom Ungdomshuset i det sidste stykke tid. Både fordi det er et vigtigt kommunalpolitisk spørgsmål, og fordi vi bor på Nørrebro og dermed er direkte part i sagen. Afdelingen har selvfølgelig diskuteret situationen løbende, nogle medlemmer er med i nabogruppen, vi har holdt kontakt med aktivister fra huset, og vi har deltaget ret massivt i de fredelige demonstrationer. Der er også en del af os, der normalt kommer til kulturarrangementer i huset.
- Udover dét har vi været mest optaget af at komme ud med budskabet om vores stiftelse og vores politik overfor både pressen og vores samarbejdspartnere. De sidste er der rigtig mange af på Nørrebro - medborgerhuse, solidaritetsorganisationer og så videre.

Hvorfor er du medlem af Kommunistisk Parti?
- Oprindeligt gik jeg ind i DKP/ML, fordi jeg syntes at der var for meget uretfærdighed i verden, og at jeg havde et ansvar for at trække i den rigtige retning. Og så er det nu engang mere effektivt at være flere, der arbejder for de samme mål.
- Nu er jeg spændt på, hvad vi kan udrette med det nye parti. Vi har muligheden for at tage de bedste erfaringer med og smide de dårlige vaner væk, og indtil videre synes jeg at det er lykkedes meget godt.

Hvad arbejder du selv med?
- Som afdelingsleder har jeg ansvaret for, at medlemmerne har mulighed for at diskutere de mest relevante politiske emner og laver forskellige aktiviteter. Det betyder først og fremmest, at medlemsmøderne skal forberedes grundigt - det gør afdelingsledelsen som kollektiv.
- 'Partiet er summen af dets afdelinger', som Lenin sagde, det understreger meget godt, hvor vigtigt det er for partiet at afdelingerne fungerer optimalt. Derudover laver jeg mest Cuba-solidaritet.

Helene Caprani , 28 år, handelsskolelærer.
Meldt ind i Kommunistisk Parti i november 2006. Tidligere organiseret i DKP/ML.
Leder af Nørrebro Afdeling og ansvarlig for freds- og solidaritetsarbejde i København.


Hvad laver Kommunistisk Parti Østerbro?
- I modsætning til hvad nogle sikkert tror, så ér der arbejderkvarterer på Østerbro! Der hvor jeg arbejder, i Ryvang, er der børn fra alle samfundets klasser. Derfor er vores første mål at fortælle beboerne, at der er stiftet et nyt parti.
- Vi har indtil videre sørget for at dele Arbejderen og foldere om partiet ud, og så prøver vi at komme i lokalavisen. Derudover er der for eksempel flere medlemmer, der arbejder i Folkebevægelsen mod EU`s lokale komité, og dem bakker afdelingen selvfølgelig op. Så der er skam masser at lave.

Hvorfor er du medlem af Kommunistisk Parti?
- Fordi der er for mange små partier på den danske venstrefløj, imens vi er tæt på en situation, der minder om en verdenskrig. Derfor er det nødvendigt, at de erklærede kommunister går sammen i stedet for at være hver for sig.
- Jeg var en af dem, der jublede meget højt, da vi etablerede den fælles arbejdsgruppe mellem ledelserne i KPiD og DKP/ML i sin tid. Men det endte jo desværre ikke, som jeg havde håbet. Derfor var jeg med til at stifte Kommunistisk Samling og så selvfølgelig det nye parti i november. Det nye parti er et meget vigtigt skridt på vejen til at få samlet alle danske kommunister.

Hvad arbejder du selv med?
- Jeg har altid lavet meget fagligt arbejde, og det gør jeg stadig. Jeg er med i partiets gruppe for medlemmer af FOA (Fag og Arbejde), og tillidsmand for pædagogerne og pædagogmedhjælperne på min arbejdsplads.
- Afledt af det faglige har jeg også altid været meget interesseret i kommunalpolitik. Jeg var opstillet for Valbys Røde Liste, dengang vi havde bydelsråd i København. Det bliver spændende at udvikle det nye partis kommunalpolitik - det ser jeg frem til at være med til.
Flemming Petersen , 50 år, børnehavepædagog.
Meldt ind i Kommunistisk Parti i november 2006. Tidligere organiseret i Kommunistisk Samling.
Medlem af Østerbro Afdeling. Organisationssekretær i København.


Kommunistisk Parti: www.kommunister.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland